Danmarks eneste landsdækkende liebhavermægler udvider partnerkredsen:

Morten Nyegaard er ny partner i Lilienhoff

1. September 2022

God til at skabe relationer. Elsker udfordringer. Opfører sig ordentligt. Det er bare nogle af ordene om Morten Nyegaard, der er blevet partner hos Lilienhoff Fyn. Men med en baggrund i shippingbranchen måtte han på en lille omvej, før han blev medlem af Lilienhoff-familien.

Morten Nyegaard blev ansat i Lilienhoff i 2016 – men han havde faktisk søgt ind i virksomheden allerede tre år tidligere. Dog uden held, fortæller Peter Milton, der er CEO og en af indehaverne i Lilienhoff, om den nye partner, der får ansvaret for Lilienhoffs fynske afdeling:
“Morten ringede til mig og ville gerne være mægler hos os, men han kom fra shippingbranchen, og selv om det i mæglerbranchen er meget normalt at hente folk ind som trainees, er det ikke noget, vi gør i Lilienhoff. Vi arbejder med nogle særlige boliger, der kræver erfarne mæglere med styr på fagligheden. Så jeg sagde til ham, at han skulle ud og have erfaring et andet sted.”

Utraditionel fortid

Og det gjorde Morten så. Mens han arbejdede sig igennem et par kædemægleres filialer på Fyn, opstod der hos Lilienhoff behov for en mægler med stort kendskab til netop Fyn. Det var her, Morten poppede op i Peter Miltons erindringer:
“Jeg kunne huske, at han havde gjort et godt indtryk og googlede ham – og fandt ham hos en branchekollega. Så jeg gik på ‘strandhugst’, og allerede efter et par kaffemøder havde vi en aftale. Jeg kunne mærke, at han virkelig ville det og brænder for faget. Og så kunne jeg rigtig godt lide, at han ikke bare var skolet som en traditionel mægler, men kom med en fortid i shippingbranchen udover erfaringen som ejendomsmægler. For i shipping ved man, hvordan man lukker en handel!”

Lang vej fra kontakt til handel

Det siger sig selv, at Morten levede op til forventningerne:
“I Morten møder vores kunder en mægler, der i den grad arbejder for deres sag og griber de muligheder, der opstår undervejs. Han er både god til at skabe relationer og følger altid op – det er vigtige egenskaber inden for salg af liebhaverboliger, hvor der kan være lang vej fra den første kontakt til en endelig handel. Den proces skal håndteres rigtigt og ordentligt, og det gør Morten,” forklarer Peter om baggrunden for, at Morten nu har fået partnertitel.
“Fyn er jo på ingen måde uopdyrket land, for Lilienhoff og vi har en stor kendskabsgrad på øen, men der kommer nye konkurrenter hele tiden, og derfor skal vi hele tiden blive dygtigere. Netop af den årsag er Morten den rette mand til at drive Lilienhoff fremad og udvide vores forretningsgrundlag på Fyn. Vi tror på, at den gode opførsel fra Morten og hans team vil sprede sig som ringe i vandet.”

Liebhavere skal tænke Lilienhoff

Hos den 40-årige fynbo Morten Nyegaard, der bor i den nordlige del af Odense med sin hustru og to krudtugledrenge, er der stor glæde over titlen – og de udfordringer, der følger med:
“Det bliver superspændende at udvikle vores fynske forretning sammen med mine dygtige kolleger. Vi kommer blandt andet til at være langt mere opsøgende, så vi sikrer, at liebhavere på Fyn ikke kan komme uden om Lilienhoff – uanset om de sælger eller køber.”
Lige præcis kendskabet var også det, der i sin tid gjorde, at Morten gerne ville ind hos Lilienhoff:
“Lilienhoff har altid være toppen, hvis man gerne vil noget inden for liebhaveri, for ingen andre mæglere kan bryste sig af den historie og erfaring, virksomheden har. Og jeg kom netop fra en shippingvirksomhed, Blue Water Shipping, som har værdier, der flugter med Lilienhoffs. Det handler om klassiske dyder så som godt købmandskab og ordentlig opførsel – her er ingen ‘smartenheimeri’! På den måde afspejler Lilienhoff i høj grad mine egne værdier; jeg vil gøre tingene godt og rigtigt første gang samt yde god service – hele vejen gennem salgsprocessen,” lover Morten.

Vil du høre mere om, hvordan Lilienhoff kan sælge din liebhaverbolig?
Kontakt Morten Nyegaard på morten@lilienhoff.dk eller telefon 70 22 12 35.


Kontakt os for en vurdering af din bolig

Siden Lilienhoff blev grundlagt i 1974 har vi opbygget en stor ekspertise i at vurdere og sælge liebhaverboliger i hele Danmark.

 

Bestil en vurdering