Sommerhussælger?
Det går køberne efter lige nu

02. juli 2022

Det kan godt være, at der er færre overskrifter i medierne om et kogende sommerhusmarked, sådan som vi så det under corona, men der er stadig gang i handlerne i sommerlandet. Så hvilke typer sommerhuse er det egentlig, der får købernes hjerte til at slå kolbøtter – og hvad kan du som sælger gøre for at stå stærkt i søgningen? Det afslører to Lilienhoffmæglere fra Vestjylland samt Sydsjælland og Lolland-Falster lige her.

Hvem er den typiske sommerhuskøber lige nu?

Mathias Bergstrøm Pedersen, Lilienhoff Næstved: “Dem jeg ser er primært folk, der bor i lejlighed i byområderne her i regionen. De vil gerne have fred og ro, men er måske ikke klar til at flytte helt væk fra byen. De vælger så til gengæld at bo i sommerhuset fire-fem måneder om sommeren i stedet. For dem er sommerhuset den udvidede kolonihave med grønne omgivelser og privatliv, de savner til daglig. Jeg ser også en del kunder, der efterspørger flexboliger, som vi har mange af på Lolland-Falster. Men nogle kommuner er begyndt at lukke ned for muligheden, så leder du efter flexbolig, vil min anbefaling være, at du slår til inden længe.”

Trine Risum Rasmussen, Lilienhoff Holstebro: “Hos mig her på vestkysten er det alle typer, der køber sommerhus – både de unge familier og ældre. Det er meget blandet, hvad de går efter, men jeg oplever, at især de ældre købere gerne vil kunne bruge sommerhuset uden for sæsonen også – og dem, der er nær pensionsalderen, går ofte efter sommerhuse, der med tiden kan blive deres helårsbolig.”

Hvilken type af sommerhus går køberne i særdeleshed efter?

Trine: “Beliggenhed vil altid være det vigtigste – det skal helst være en naturgrund, der ligger tæt på vandet og et stykke væk fra de nærmeste naboer. Klitter står ofte højt på ønskelisten, og så er det jo godt, at jeg har så mange kystkilometer i mit område. Derudover skal sommerhuset være ordentligt vedligeholdt og helst have tre-fire værelser. Så er det et lille sommerhus, skal der gerne være mulighed for udvidelse eller etablering af fx et anneks. Derfor spørger kunderne ofte meget grundigt ind til klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjer, fordi det er afgørende i forhold til udvidelsesmulighederne.”

Mathias: “Jeg enig med Trine i det med naboerne – kunderne i mit område går i den grad efter det ugenerte, fordi de er tæt på naboerne i byen. Hos mig er det de klassiske, lidt ‘primitive’ sommerhuse, som er i høj kurs. Ikke primitivt med muldtoilet og den slags, men det hyggelige, traditionelle sommerhus, der er en tydelig kontrast til helårsboligen. Detaljer som vildmarksbad eller udendørsbruser er meget populært – det signalerer kontakt til naturen og den back to basics-oplevelse, mange gerne vil have med deres sommerhus. Jeg ser også en tendens til, at gåafstanden til stranden ikke betyder så meget længere – folk er blevet mere villige til at køre, hvis de så til gengæld kan få privatliv på grunden. Det, tror jeg, er noget, coronaen har været med til at skubbe til. I det hele taget vil køberne gerne have fornemmelsen af at have fundet en perle, andre ikke har opdaget.”

Spektakulært fritidshus med utraditionel beliggenhed midt i Søhøjlandet – se mere her

Hvordan oplever I en forandring i, hvilke detaljer der vægter eller ikke vægter i modsætning til tidligere?

Mathias: “De moderne detaljer har slet ikke den tiltrækningskraft her, som de har haft – for meget udstyr i køkkenet, et spabad i badeværelset eller store sommerhuse med pool er ikke det, de fleste af mine købere går efter. Til gengæld oplever jeg, at de stråtrækte huse i den grad er eftertragtede. Det signalerer den historie og Morten Korch-idyl, som køberne drømmer om.”

Trine: “Der er ingen tvivl om, at sommerhuskøbere går langt mere op i boligens gulvniveauet, end de tidligere har gjort. De er blevet opmærksom på, hvad grundvandsspejlet betyder og vil gerne sikre sig, at grunden ikke ligger lavt i forhold til vandstandsstigninger og skybrud. Heldigvis er der mange steder lagt en plan for, hvordan kommunerne kommer de udfordringer i møde. Er man sælger med en lavtliggende grund, og er kommunen endnu ikke i mål med planerne, så vil jeg som udgangspunkt anbefale at vente med at sætte sommerhuset til salg.”

Går køberne anderledes til køb af et sommerhus end af et helårshus?

Trine: “Helt sikkert. Jeg oplever, at køberne er hurtigere til at træffe en beslutning, og at de vælger mere med følelserne end med praktikken in mente. Alt det, der betyder meget til daglig – afstand til indkøb, skole og arbejde – vægter ikke her. Generelt er de fleste lidt mere large, når det gælder sommerhuset.”

Mathias: “Jeg synes, køberne ser på selve boligen med andre øjne. I et sommerhus er vi generelt mere sammen – det er for mange hele formålet med at købe et sommerhus. Derfor er værelserne ikke så vigtige, de må gerne være små. Derimod er størrelsen og udformningen af de fælles opholdsrum væsentlige. Det samme gælder udearealerne. De skal være indrettet til fællesskab. Ellers kunne man lige så godt sidde derhjemme, lader det til, at en stor del af køberne tænker.”

Hvad har forandret sig fra ‘de vilde coronatider’ og til nu?

Mathias: “Hele markedet er vendt tilbage til mere normale tilstande, og det kan jeg også mærke på køberne. De er ikke presset på samme måde som for to år siden, og har meget en holdning om, at ‘hvis huset bliver solgt, så kommer der nok noget andet’. De har også mere faste budgetter, og det, tror jeg, skyldes renten – for et par år siden betød det ikke så meget, om man lånte en million mere, men det gør det nu.”

Trine: “Som sælger skal man klart have tålmodigheden med sig lige nu, men jeg synes stadig, det er tidligt at vurdere, hvad inflationen og renten kommer til at betyde. Min oplevelse er, at der stadig er et godt marked for de gedigne, velbeliggende sommerhuse – fordi det netop er dem, som mange liebhaverkøbere går og venter på bliver sat til salg.”

10 gode råd til dig, der vil sælge sommerhuset

MATHIAS:

1. Vær tålmodig
Der er ingen grund til at gå i panik, hvis sommerhuset ikke er solgt, første gang det bliver vist frem. Fremvisningerne falder mere drypvist nu, og derfor er liggetiden også længere nu end under corona.

2. Sæt en realistisk udbudspris
Salgspriserne ‘har ikke corona’ længere, og det betyder, at sælgere skal være realistiske, når det gælder udbudsprisen – også selv om der ikke er så mange sommerhuse på markedet.

3. Optimer med naturen for øje
Netop fordi kunderne gerne vil tæt på naturen, er det vigtigt, at du spiller på den facet, når du optimerer sommerhuset til salg; sæt havemøbler op i de grønne kroge og vis køberne, hvordan de kan bruge naturen på grunden.

4. Glem køkkenet og værelserne
Til gengæld behøver du ikke bruge tid og kræfter på at opdatere køkken og værelser – det må gerne være enkelt og uden de allermest moderne dikkedarer.

5. Vær ikke nervøs, fordi dit sommerhus ligger et ‘ukendt’ sted
Jeg synes, det er en gunstig tid for sælgere med et sommerhus, der ligger lidt væk fra de store, populære eller kendte områder. Vi ser nye kørselsmønstre, hvor folk gerne kører længere, end de plejer.

  

TRINE:

1. Hold huset salgsklart
Selv om der går lidt tid mellem fremvisningerne nu, bør huset altid fremstå flot. Kør forbi og fjern spindelvæv, støv og alt det andet, der dukker op i et ubrugt sommerhus.

2. Ryd lidt ud i møblerne
For nogle bliver sommerhuset endestation for mange møbler og genstande, og selv om det kan være hyggeligt, vil for mange møbler ‘skygge for’ købernes mulighed for at se rummene og sig selv i dem. Overvej, om du kan fjerne noget af indretningen og give boligen bedre plads.

3. Tag et kritisk blik på haven
Køberne vil gerne have naturgrunde og vilde haver, der ikke kræver det store i pleje – men de skal ikke være tilgroede. Sørg for at haven virker nem at gå til for potentielle købere. Husk i øvrigt at mange sommerhuskøbere kører forbi og kigger, inden de tager kontakt til mægleren. Derfor er det ikke nok bare at holde det pænt til eventuelle fremvisninger.

4. Fjern det faldefærdige
Er der et faldefærdigt skur eller et legehus, fra dengang børnene var små? Få det fjernet, så det ikke trækker ned – gør det let for køberne.

5. Overvej de populære ting
Køberne elsker træterrasser og udebrusere lige nu – måske er det lige det, dit sommerhus mangler for at tiltrække den rette køber?

Sommerhuse til salg - se flere her

Billede
Se sommerhuset her
Billede
Se sommerhuset her
Billede
Se sommerhuset her
Billede
Se sommerhuset her

Følg med på liebhavermarkedet

Vi udsender løbende nyhedsbreve, hvor vi giver en status på boligmarkedet med særlig fokus på liebhaveri. Hvis du er interesseret i at modtage disse nyhedsbreve, skal du udfylde skemaet herunder.