Landet kalder:
Det skal du vide, hvis du sælger eller køber en landejendom

 

At flytte på landet er ikke længere forbeholdt dem, der har grå stænk i håret – udflytterne er lige så ofte unge par og nyetablerede familier, der drømmer om mere plads, natur og en mindre travl hverdag. Og det er ikke kun corona, der har sat gang i udlængslen; hos Lilienhoff har vi set tendensen i flere år, fordi vi netop sælger land- og lystejendomme i hele Danmark.

Astronomiske kvadratmeterpriser, bygninger så langt øjet rækker, for få grønne områder og ulvetime i en trafikprop med et par utilfredse juniorer på bagsædet. For en del danskere er livet i byen ikke længere helt så attraktivt, og derfor søger de i højere grad end tidligere mod Danmarks grønne åndehuller i land- og yderkommunerne.

Modsat hvad mange måske tror, er det ikke en tendens, der er opstået under corona. I 2017 knækkede kurven blandt unge og midaldrende, og der er nu flere, der flytter til end fra landets land- og yderkommuner, ligesom flere øer oplever befolkningstilvækst.

Nye købere til ‘gamle’ boliger

“Det er en bevægelse, der var godt i gang, før pandemien ramte, så man kan sige, at corona har sat turbo på tendensen for en periode. Lige nu er der en let opbremsning på grund af sommeren, men vi forventer klart, at den generelle trend fortsætter. Vores egne tal her i Østjylland er ret tydelige – i 2019 udgjorde landejendomme 25 % af vores salg. I 2020 var det 38 %, og lige nu ligger andelen på 44 %. Det er en kæmpe vækst,” forklarer Niels Kristian Helbo Kjærgaard, ejendomsmægler hos Lilienhoff i Østjylland, og giver et konkret eksempel på, hvad det kan betyde for dem, der sælger landejendomme:

“Jeg har haft en landejendom til salg i Viborg i flere år, hvor der ikke skete det store. Lige pludselig var der tre købere til ejendommen – uden en prisjustering fra sælgers side.”

Men det er ikke kun antallet at købere, der har ændret sig – det er også nye typer, der rykker ud i boligerne, der ligger tæt på skov og marker.

Familierne er klar til et nyt liv

“I dag ser vi flere unge end tidligere, hvor det primært var de lidt ældre med flere penge på kistebunden, der bandt an med landejendommene. Men nu møder vi ofte de nystiftede familier, og fælles for dem er ofte, at de gerne vil væk fra det traditionelle liv bag ligusterhækken – de vil have mere natur og luft omkring deres hjem. For nogle handler det om, at de gerne vil have mulighed for at vælge naboerne til, frem for at der altid er nogen på den anden side af skellet. For andre er landejendommen den perfekte kombination af helårsbolig og sommerhus. Og så er det heller ikke længere kun folk med heste eller jagttegn, der går efter landejendommene og de hektar jord, der følger med. Attraktionen i at kunne gå en lang tur på sine egne jorde trækker også i mange,” forklarer Niels Kristian Helbo Kjærgaard.

De generelle tal for Danmark bakker klart op om det, Lilienhoff Østjylland oplever: Mellem 2015 og 2020 oplevede landet en samlet stigning i salget af villaer og rækkehuse på 40 %. Men i samme periode er salget i landets yderkommuner steget med 56 %. Og landkommunerne tegner sig for en stigning i salget på 48 %. Samtidig er salget af huse i bykommuner ‘kun’ steget med 26 %.

Skal du sætte din landejendom til salg nu?

Er du en af dem, der sidder med en landejendom og overvejer, om det er nu, du skal sætte den til salg, eller om du skal vente til foråret, så har Niels Kristian Helbo Kjærgaard et par gode råd:

“Ser vi på prognoserne, ser udflytningstendensen, og dermed de gode salgstal, ud til at fortsætte, men vi er stadig på landet. Skal du sælge en landejendom, skal du være klar over, at et salg – afhængig af både beliggenhed og prisleje – i visse tilfælde kan tage et år eller to, fra ejendommen kommer på markedet. Jeg vurderer dog, at der stadig er tid at løbe på. Lige nu er udbuddet dog ret lavt, hvilket betyder, at du som sælger får fuld eksponering – så ved du, at du vil sælge, er der ingen grund til at vente. Der vil kun komme flere boliger og dermed flere konkurrenter, og så kan et salg pludselig tage længere tid.”

Købere på ukendt grund

Det, at købersegmentet er blevet udvidet de senere år, betyder også, at Niels Kristian Helbo Kjærgaard ofte står med potentielle købere, der er nye udi at se på og vurdere landejendomme. Derfor har de også ofte andre tvivlsspørgsmål end eksempelvis ældre eller mere ‘landvante’ købere:

“Her er der ikke tale om landmænd – men om mennesker, der drømmer om at bo på landet. Og der er stor forskel. Det er de færreste af denne type købere, der fx ønsker fem-seks udbygninger eller 50 hektar jord. De efterspørger oftere en flot ankomst – eksempelvis en smuk allé med statelige træer og så en mere simpel bolig for enden. De kan også være bekymrede for, hvorvidt der er for meget vedligehold af jorden. Her søger de mere den vilde natur, der kan passe sig selv,” fortæller Niels Kristian Helbo Kjærgaard, der netop sætter en ære i også at kunne rådgive køberne, selv om han per definition er ‘sælgers mand’:

“Det er anderledes at sælge landejendomme – det er ofte mere et samarbejde mellem sælger og køber. Derfor skal jeg som mægler kunne svare på alle de spørgsmål, der måtte dukke op om muligheder og begrænsninger i landejendomme. Så når jeg rådgiver en køber, er det faktisk en fordel for sælger, og nogle gange holder vi også et fælles møde undervejs. Sælger vil gerne hjælpe køberen, og køberen vil typisk gerne høre historien bag ejendommen og vide mere om, hvordan sælger har brugt boligen. Det er med til at øge muligheden for et salg og giver en proces, som alle parter er glade for.”

5 gode råd til førstegangskøberen på landet.

Hvis du er nyslået potentiel landejendomsejer, er der en håndfuld vigtige ting, du skal vide, fortæller Niels Kristian Helbo Kjærgaard fra Lilienhoff Østjylland.

1. Landejendomme bliver betragtet som erhverv, og derfor kan du ikke tegne ejerskifteforsikring, ligesom der heller ikke bliver udarbejdet el- og tilstandsrapporter. Derfor er det vigtigt, at du har din egen byggerådgiver med, og at du sætter dig grundigt ind i, hvad den tidligere ejer har gjort for at holde ejendommen vedlige.

2. Vær opmærksom på, at belåningsmulighederne er anderledes ved landejendomme – de er nemlig afhængig af jordarealets størrelse, og derfor er det ikke sikkert, at du kan låne 80 % i boligen. Er der meget jord til ejendommen, må du være forberedt på, at belåningsgraden bliver trappet ned mod 60 %. Samtidig er der tale om ejendomme, der ofte kræver noget særligt i forhold til vedligehold. Drøft det nøje med din bank.

3. Landejendomme består ofte af flere bygninger, så hold øje med, om udbygningerne har en rød tråd i forhold til hovedbygningen – hvad angår både stand og byggestil. Vær forberedt på, at det er sjældent, at alle bygninger er i topform.

4. For mange er de medfølgende hektar jord en stor attraktion – vidunderligt til dig med heste, jagttegn eller bare et ønske om at kunne gå en lang tur på egne jorde. Her skal du sikre dig, at grunden ligger i umiddelbar nærhed til selve ejendommen og ikke er fordelt på fire-fem matrikler i den anden ende af byen.

5. Sæt dig ind i eventuelle restriktioner på ejendommens jorde. Der kan være beskyttet natur, krav om kun at bygge der, hvor der i forvejen er bygninger eller måske en gravhøj, hvor du fx ikke må lægge en ridebane ved siden af.

Landejendomme til salg

Følg med på liebhavermarkedet

Vi udsender løbende nyhedsbreve, hvor vi giver en status på boligmarkedet med særlig fokus på liebhaveri. Hvis du er interesseret i at modtage disse nyhedsbreve, skal du udfylde skemaet herunder.