Christian Ahm Pedersen bliver ny partner i Lilienhoff

18. marts 2022

Det er er sjældent, at Danmarks landsdækkende liebhavermægler udvider sin partnerkreds, men med virkning fra 1. januar 2022 er Christian Ahm Pedersen blevet partner med ansvar for Lilienhoff Sydjylland. Tidligt spottede han mulighederne, og han har sammen med Christopher Thimsen været central i etableringen af virksomhedens markante position blandt liebhaverkøbere og -sælgere i hele Sydjylland.

Vi formidler kunstværker

“Christian har været ekstremt målrettet, siden han kom ind som trainee hos os. Han var ikke bare en ung mand, der ville være ejendomsmægler – han ville være mægler hos Lilienhoff, og det gør en mærkbar forskel. Han ville vores koncept, vores boliger og ikke mindst vores kunder. Og gennem tiden har han vist sig at være firmaets mand så meget, at vi nogle gange næsten har haft fornemmelsen af, at han havde tatoveret vores logo på overarmen! Men det vigtigste er, at han er en dygtig mægler, der virkelig forstår at skabe kontakter – og som meget tidligt tog et stort ansvar for vores virksomhed,” fortæller CEO Peter Milton om baggrunden for, at Christian nu er blevet partner i Lilienhoff.
Det er ikke en titel, der bliver delt mange ud af, og derfor slutter Christian sig til en lille partnergruppe, der består af Peter selv, Torben Snedevind i Aarhus og Hans Lilienhoff i København.
“Det er ikke noget, vi gør automatisk, eller fordi vi vil holde på en medarbejder – vi gør det, fordi vi vil udvikle forretningen. Det er vigtigt at understrege, at Lilienhoff ikke er opbygget som en franchisekæde – Lilienhoffs kontor i Haderslev er vores, og med Christian i spidsen for teamet sikrer vi, at vores kunder møder samme fagligt høje niveau og de samme værdier, som på alle vores andre kontorer,” lover Peter Milton.

En vigtig gulerod

Hovedpersonen selv er, ikke overraskende, glad for den nye titel:
“Det er en kæmpe cadeau og et skulderklap. Og så er det en mulighed, som jeg er meget, meget glad for. Jeg har gjort kur til stillingen i mange år – jeg tror i hvert fald ikke, at Peter har været i tvivl om, det var noget, jeg gerne ville. Og Peter har også været god til at vise mig, at der var en gulerod, jeg kunne jagte,” fortæller Christian, der selv bor i Kolding med sin hustru og sine to børn.

Solgte bolig lige før julemiddagen

“Vi valgte at flytte fra Odense til Kolding for tre år siden, fordi det ligger centralt i forhold til Lilienhoffs sydjyske område. Så nu bor vi et sted, hvor jeg bruger mindre tid i bilen – og derfor har mere tid til både familien og arbejdet,” beretter Christian, hvis sydjyske kollega Christopher Thimsen bor i Aabenraa.
Lige præcis flytningen til Kolding var et vigtigt signal, mener Peter Milton:
“Da han først blev fuldkørende mægler, spottede han det ledige marked for Lilienhoff i Sydjylland, opbyggede et team og tog i det hele taget ansvar for det. At han også flyttede til Kolding med familien – dét er dedikation!”
Det samme er ét bestemt salg, som Christian aldrig glemmer:
“Jeg sad engang i en forhandling om eftermiddagen på juleaftensdag, og det var nok den mest hyggelige og behagelige forhandling, jeg har været med til. Køberne var et par, der var blevet enige om at give hinanden en ekstra julegave – og de syntes, det var interessant med en mægler, der tog sig tid midt i højtiden. Det er jo en stor beslutning både at købe og sælge en bolig, så at de valgte at gøre det midt i en højtid, understregede for mig købernes prioritering af handlen. Selvfølgelig kunne vi ikke effektuere selve handlen, men vi nåede i mål, inden vi hver især kunne køre hjem til julemiddagen. Det var en fed oplevelse, der fik en særlig betydning for alle parter.”

Meget mere end palæer og slotte

Netop den tilgang til jobbet er noget af det, som Christian gerne vil have udbredt til flere boligsælgere i det sydjyske:
“I dag er vi en kendt og markant mægler for liebhaveri i Sydjylland, så for mig er det vigtigt at sikre, at vi forbliver aktuelle og er endnu mere til stede. Her på egnen er mange beskedne på vegne af deres bolig, og de har måske en ide om, at vi kun arbejder med store palæer og slotte. Men jeg ved, at der er en masse fantastiske ejendomme i fx Aabenraa, Sønderborg, Haderslev, Vejen, Varde, Ribe og Esbjerg, som vi meget gerne vil hjælpe med at sælge. Min målsætning som partner er at sikre, at vi er mere til stede for de boligejere, der sidder med en særlig ejendom – uagtet prisen, og uanset om det er en villa, en lystejendom, et sommerhus eller en ejerlejlighed.”
Netop det med at udvikle området fremhæver Peter Milton ved sin nye partner:
“Det er noget af det, han kan. Han har stor faglig viden, som er en væsentlig ting hos os. Han er opfølgende, struktureret og servicemindet – som boligsælger behøver du ikke selv at ringe til Christian for at høre, hvordan salget går. Det er de kvaliteter og vores vedholdende arbejde i Sydjylland, der skal rygtes på egnen. Derfor kommer vi til at øge markedsføringen. For når folk kombinerer de gode ord fra andre boligsælgere med vores synlighed, så har vi det bedste udgangspunkt for at hjælpe flere boligsælgere i Sydjylland,” vurderer Peter Milton.

 


Følg med på liebhavermarkedet

Vi udsender løbende nyhedsbreve, hvor vi giver en status på boligmarkedet med særlig fokus på liebhaveri. Hvis du er interesseret i at modtage disse nyhedsbreve, skal du udfylde skemaet herunder.