50 ÅR MED LIEBHAVERBOLIGER
21. august 2024
Den 21. august 1974, præcis for 50 år siden i dag, hentede Søren Lilienhoff sit næringsbrev på Politigården i Odense. Det kostede 80 kroner - og Søren husker tydeligt, at der ikke var en sky på himlen.
På de fem årtier, der er gået siden, er der sket en hel del.
I dag er Lilienhoff et landsdækkende ejendomsmæglerfirma med kontorer spredt over hele Danmark – og speciale i liebhaverboliger.
ØJENBRYN OG SHOWBIZ
Ligesom Franz Beckerlee udtalte om showbiz, kan vi om boligmarkedet også sige, at det går op og ned.
Vi har været med hele vejen gennem blandt andet to oliekriser, kartoffelkuren, den sorte mandag i 1987, dotcom-boblen, finanskrisen, grexit og brexit, corona og alt muligt derimellem.
Renten har været helt oppe på 20% og så langt nede, at den utroligt nok har været negativ.
Derfor skal der efterhånden en hel del bølgegang til herhjemme i Kongeriget og ude i verden, før vi løfter øjenbrynene.
SJÆL, CHARME OG STEGTE DUER
Vi har været så heldige gennem årene at få lov til at sælge mange dejlige og velbeliggende boliger og sommerhuse overalt i Danmark.
Vi har prøvet alt fra kolonihavehuse og husbåde til villaer, sommerhuse, lyst- og landejendomme, lejligheder samt godser og herregårde.
De har alle haft deres helt egen historie, som det har været en fornøjelse at være med til at bringe videre til den næste heldige i rækken.
Og vi vil gerne slå fast, at liebhaveri ikke nødvendigvis kun handler om, at boligen er dyr. Men i stedet, om den har sjæl og charme.
Derudover går beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed vist aldrig af mode.
I mæglerbranchen bliver det nok heller ikke umoderne at være en dygtig og vedholdende købmand, at opføre sig ordentligt og ikke mindst at være velforberedt, når man står og ringer på dørklokken ude hos kunden.
For vi er helt på det rene med, at de stegte duer ikke kommer flyvende af sig selv, og at det er vores kunder, der betaler vores løn.
Vi er også meget bevidste om, at det er en af livets største økonomiske beslutninger at sælge sin bolig.
TAK FOR DE FØRSTE 50 ÅR
Vi vil gerne sige tak til alle de tusindvis af boligejere, der gennem et halvt århundrede har betroet os opgaven med at sælge deres kæreste eje.
Mange af vores sælgere er ’returning customers’, som har solgt bolig hos os flere gange gennem livet, hvilket vi tager som et stort kompliment.
Vi takker derudover køberne for handlerne. Vi er stolte over, at vi ofte er blevet valgt som mægler, når en af vores købere på et senere tidspunkt har haft sælgerkasketten på.
Til vores leverandører skal der også lyde en stor tak;
Ikke mindst vores dygtige fotografer, der har taget millionvis af billeder på alle årstider fra landjorden, fly og drone.
Flere af vores leverandører har vi mangeårige og dybe rødder med, hvilket vi sætter stor pris på. Vi glæder os til at se, hvad fremtiden bringer med alle de mange muligheder og smartere måder at gøre tingene på, som ny teknologi bringer med sig.
Endelig vil vi gerne sige tusind tak til vores medarbejdere.
Det er i meget høj grad takket være jeres indsats, at vi er blevet til det firma, som vi er i dag. Vi føler os heldige over, at vi kan tiltrække så fagligt dygtige og dedikerede mennesker.
Det gælder både vores administrative kolleger, der trækker i trådene i vores back-office i Odense, vores SoMe-team og som rosinen i pølseenden vores ejendomsmæglere, der hver dag arbejder solen sort ude i marken for at sælge vores kunders fantastiske boliger i hele Danmark.
Vi kan slet ikke forstå, at der allerede er gået 50 år, og vi glæder os umanerligt meget til de næste 50.
Bestil en salgsvurdering
Vi fastsætter markedsprisen på din bolig. Derudover fortæller vi dig hvordan markedet er aktuelt i dit område. Og ønsker du det, kommer vi også med gode råd til optimering af salget. Det koster ikke noget.