Toggerbovej 2, Toggerbo, 8420 Knebel

Stilfuld og rustik ejendom midt i Nationalpark Mols Bjerges enestående natur

Når man ankommer til Toggerbovej 2 midt i Nationalpark Mols Bjerge, er det lidt som at rejse 100 år tilbage i tiden. Ejendommen præsenterer sig nemlig original og velholdt med stråtag, sprossevinduer og store, synlige kampesten i ydermuren. Samtidig omgives den til alle sider af Mols’ enestående, kuperede natur med træbeklædte bakketoppe og islandske heste, der græsser på skråningerne. Her er en særlig stilhed, som ikke længere er en selvfølge, og en nærhed til naturen, som ikke findes meget smukkere noget sted i landet. Hele boligen er gennemgribende renoveret i 2014 med tydelig inspiration fra den nordiske indretningsstil og specifikt fra materialevalget i Børge Mogensens berømte villa. Der er endvidere lavet tilslutning til offentlig vandforsyning samt indlagt fibernet.

Skøn, harmonisk ejendom

Der er fyrretræ og synlige hanebånd i loftet, mens der er travertin-marmor på gulvet i det store, sydvendte opholdsmiljø. Her føles det med andre ord som om, at de naturlige materialer fra det omgivende landskab træder med indenfor. Samtidig er stedets oprindelige ånd velbevaret. På ejendommen mødes de uspolerede, landlige omgivelser med en naturlig og stilbevidst æstetik i indretningen. Resultatet er et sted, hvor boligens varme, rustikke indre og velholdte, historiske ydre indgår i smuk harmoni med naturen.

Smukt udsigtsplateau

Der er enormt fredeligt og ugeneret. Og man kan både få øje på rådyr, fasaner ugler og grævlinger fra haven, ligesom glenter indimellem kan iagttages svæve rundt over huset og skoven. Fra et højt plateau på den 8.980 kvadratmeter store, fredede naturgrund kan der endvidere nydes en fantastisk udsigt over vandet i Ebeltoft Vig. Køreturen til Ebeltoft kan klares på 20 minutter. Vil man til Aarhus, tager det godt tre kvarter. 

Mange ekstra kvadratmeter

Ejendommen blev opført i 1870 og rummer 100 boligkvadratmeter i et enkelt plan plus en meget stor hems, der nemt vil komme til at indgå som en del af opholdsmiljøet. Dertil kommer et integreret udhus på 150 kvadratmeter, som der er direkte adgang til fra boligen. Udhuset byder blandt andet på et stort bryggers med en hems til opbevaring samt på en gildesal med Bekkasin-brændeovn. Her er god plads til eksempelvis at invitere venner og bekendte forbi til nytårsaften. Og her er en dejlig, rustik atmosfære med loft til kip, blotlagte loftsbjælker og synlige, hvidkalkede kampesten i væggene. Der er desuden Troldtekt-lofter i hele udhuset, som også rummer et værksted.

Lækre designvalg

Boligen byder på to værelser med fyrretræsgulve og -lofter samt på en møblérbar gang og et badeværelse med Vola-armaturer, der er designet af Arne Jacobsen. Badeværelset har ligeledes et badeværelsesmøbel fra Philippe Starck, som er et nydesign af den gammeldags vasketønde. Når det er nævnt, er det nok særligt opholdsmiljøet, som man kommer til at sætte pris på som ejer af Toggerbovej 2. Det består af et stort køkken-alrum, hvorfra en stilsikker trappe fra Design Smedien leder op til den store, lyse hems, der oplagt kan indrettes med TV og sofagruppe. Overalt i huset nærmest vælter skoven og det enestående istidslandskabs vildt bevoksede bakker indenfor.

Lysindfald fra morgen til aften

Der er gulvvarme under travertin-klinkerne i køkken-alrummet, som har et smukt lysindfald dagen lang fra syd, øst og vest - blandt andet takket være nogle elegant buede vindueskviste. Og her er loft til kip, bærende loftsbjælker og en rustik masseovn, der bliver hjemmets varme hjerte. Køkkenet er desuden fra Svane med massive egetræselementer og en flot stålbordplade.

Ugletuden og stjernehimmel

Fra køkkenet kan maden hurtigt bæres ud på terrasser mod henholdsvis øst og vest. Terrassen mod øst har rigtig godt med læ. Og mod vest kan middagen nydes i aftensolen, før den synker ned i horisonten, stjernehimlen træder frem, og uglerne begynder at tude fra et sted derude i mørket. Haven omgives af en mosbeklædt stensætning, der nærmest går i ét med naturen.

Historisk istidslandskab

Folk kommer fra nær og fjern for at vandre i områdets unikke, varierede landskab, der også oplagt kan opleves fra hesteryg eller mountainbikesadel. Der har boet mennesker her i flere årtusinder, og fortiden er synlig alle steder. Mest kendt er nok Porskær Stenhus, Danmarks største stendysse, men blandt andet også de markante trillingehøje Trehøje fra bronzealderen og Kalø Slotsruin, der er et besøg værd. Det samme er de mange fine strande og Molskroens stemningsfulde lokaler og kulinariske tilbud.

  • Udbygning 150 m²

Afstand til ...

  • Bogens Strand5 minutter
  • Indkøb10 minutter
  • Rønde15 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Niels Kristian Helbo Kjærgaard

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre besøgende har kigget på disse boliger

  • Sælg min bolig

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser