Skovvang 33, 3460 Birkerød
Velbevaret og højtbeliggende 1960’er-villa på 304 etagemeter og en særlig placering ved Sjælsø
Med en rolig og naturskøn beliggenhed, blot et par kilometer fra det centrale Birkerød, ligger denne karakterfulde og særdeles velbevarede 1960’er-villa fra 1968. Ejendommens markant højtliggende grund er noget ganske særligt og placerer villaen i en position, der adskiller sig tydeligt fra de omkringliggende ejendomme. Den ophøjede beliggenhed tilfører en sjælden fornemmelse af luft, lys og frihed, samtidig med at den åbner for et smukt kig hen over skovens trækroner. Hertil kommer en særlig grad af privatliv og ugenerthed, som understreger ejendommens attraktive placering. De oprindelige arkitektoniske kvaliteter er fortsat bevaret i det gedigne byggeri, som løbende er blevet vedligeholdt.
Boligen byder i alt på 196 m² beboelse fordelt på 152 m² i stueplan samt yderligere 44 m² godkendt beboelse i kælderetagen. Hertil kommer 108 m² øvrigt kælderareal, der giver en lang række anvendelsesmuligheder. Underetagen har egen indgang og udgør et særdeles anvendeligt supplement til boligens øvrige kvadratmeter. Ejendommen fuldendes af en carport og en solrig, ugeneret baghave, hvor sæsonerne kan forlænges under den overdækkede terrasse med åben pejs.
I tredje række fra skoven
Villaen er opført som et af de sidste huse i udstykningen her ved Eskemose Skov. Det er blandt andet af den grund, at man får fornøjelsen af at bo i tredje række fra skoven. På adressen fremtræder byggeriet sundt og solidt i gule mursten, og forhaven er ligeledes præsentabel med rigt beplantede bede og stenbelægning i forskudte niveauer.
Ejendommen er løbende og nænsomt vedligeholdt. Senest i 2024 er der udført adskillige udvendige opdateringer, heriblandt nye sternbrædder og strømpeforing af to regnvandsfaldstammer. Hoveddøren af teaktræ med kvadratiske udskæringer er blevet håndslebet og behandlet med naturolie, ligeledes i 2024.
Naturmaterialer og naturligt lys
Hårdføre naturmaterialer i god stand er et gennemgående tema i boligen, hvor teaktræsdøre, rå murstensvægge og kvadratparketgulve bidrager til den varme og behagelige atmosfære. Villaens høje placering sikrer desuden en fin udsigt til trætoppene fra de fleste rum. Husets samlingspunkt er den lyse vinkelstue, hvor en forsænket pejsestue udgør et stemningsfyldt rum i rummet. Her består gulvet af grå skifer, og man kan tage plads på de indbyggede, murede bænke omkring pejseindsatsen.
Fra stuen er der adgang til et spisekøkken, og via entréen tilgår man et separat værelse. Yderligere tre værelser, heraf ét med eget badeværelse, er samlet i den anden ende af boligen, og her er der også et gæstetoilet til rådighed. I underetagen er der italienske klinker næsten overalt, og de mange brugbare kvadratmeter faciliterer en række indretningsmuligheder. Hernede finder man et vaskerum, et vinrum, et køkken og fire disponible rum, hvoraf det ene har tilhørende badeværelse. Bemærk, at der foreligger tegninger til at bygge yderligere en etage på huset.
Udeliv i tæt kontakt med skoven
Det er fra stuen, at man træder ud på en stor, solrig terrasse i baghaven, hvor man kan sidde uforstyrret under overdækning eller åben himmel efter behov. Der er også en udendørs smedejernspejs, og den frodige beplantning omkring terrassen understreger et udemiljø, der er anlagt i tråd med den omkringliggende natur.
Få skridt fra adressen møder man skovbrynet ved Eskemose Skov. Dagligt danner skoven ramme om gåture og udflugter til vandet, og der går flere stier ned gennem det kuperede skovterræn til bredden af Sjælsø. Ved søen er der en naturligt anlagt strand med badebro. Området er kendt for et rigt fugleliv, og går man turen ad Sjælsøstien, oplever man mange fuglearter på nært hold. Nærområdet emmer også af historie. Den nærliggende Restaurant Jægerhytten dannede efter sigende rammen om Struensee og Caroline Mathildes diskrete møder. Side om side med de naturskønne omgivelser har man Rude Skov Skole Sjælsø i gåafstand fra hjemmet, og man får blot to kilometer til Birkerøds bymidte.
Afstand til ...
- Skoven1 minut
- Sjælsø Strand7 minutter
- Skole5 minutter
- Børnehave 4 minutter
- Rådhuspladsen32 minutter
Vil du kontaktes?
Mægler
Anders Wøhlk
- Indehaver og ejendomsmægler, Nordsjælland
ANDRE KIGGER PÅ ...
FANDT DU IKKE HVAD DU SØGTE?
Vores store netværk kan komme dig til gavn – lad os kontakte dig, når vi får din drømmebolig til salg.
SKAL VI HJÆLPE DIG VIDERE MED DINE BOLIGDRØMME?
Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om, hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.
Bestil salgsvurderingKUNDEUDTALELSER
Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se, hvad tidligere kunder har sagt.
Se kundeudtalelser