Toftevej 59, Søborg, 3250 Gilleleje
Modernistisk villa på 2,6 hektar ugeneret naturgrund med panoramaudsigt over natur og Søborg Sø
På kanten af landskabet ligger en iøjnefaldende villa. Det er et hjem for de private personer; for familien, der søger plads, vidder, udsigt og i det hele taget noget ganske særligt at føle sig hjemme i. Den højtbeliggende ejendom er beliggende på en 2,6 hektar stor naturgrund, og udsigten er enestående. Man kan både spejde over et tæppe af skov, bølgende marker og søens blå spejl. Det her er en bemærkelsesværdig ejendom med et uspoleret panoramavue.
Privatliv og en grøn horisont
Kort sagt er det her det perfekte hjem til den pladskrævende familie, der vil leve i fred, ro og fordragelighed. Det er til de private personer, der sætter stor pris på et ugeneret helle. Der er ingen gennemkørende trafik, ingen nysgerrige blikke udefra, men i stedet en klar fornemmelse af, at man kun deler stedet med den omkringliggende natur. Et eksklusivt poolområde, som er udført med mahogni-detaljer og fine mosaikker, giver de danske somre et sydlandsk strejf, og ved siden af den dybe pool er der flere opholdszoner. En omtrent 300 kvadratmeter stor terrasse i keramiske fliser flankerer sydsiden af villaen, og ved siden af ligger poolhuset. Her er lagt op til fest og selskab – lige så vel som man kan bruge tiden i sit eget stille selskab på at skue ud over landskabet. Er man opmærksom, kan man få øje på rådyr, der lægger deres kid i skråningerne tæt på huset, og man kan se havørne og ugler, der har taget residens i trækronerne.
Ud over sol, frit udsyn og afslapning er der også sørget for plads til alverdens opmagasinering. En separat lade står klar til de sjove, pladskrævende hobbyer, og med en bred port og højt til loftet er det næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan finde på derude. Man kan tænke i retning af værksted, erhverv eller garage til de skinnende veteranbiler – ud over den designerede garage med plads til tre biler – eller man kan forestille sig et større fitnessområde hjemme på egen adresse. Mulighederne er mange.
Endelig ligger der bag huset en frugthave med æbler, pærer og kirsebær samt et bærområde, hvor sæsonens smage kan hentes direkte fra grenene.
En oplevelse at bevæge sig rundt i
Og så er der selve huset. Det rummer 440 kvadratmeter fordelt på to plan og har i perioden 2020-2022 gennemgået en længere række opdateringer både inde og ude. Facaden er renoveret, taget udskiftet, og store Schüco-panoramavinduer åbner boligen mod syd og trækker landskabet helt ind. Inde er gulvene belagt med Ølandsfliser, og det rå udtryk spiller fantastisk godt op med udsigten over, selvfølgelig, naturen på den anden side af panoramavinduerne. Der er gulvvarme i størstedelen af huset, der driftes af et energivenligt jordvarmeanlæg.
Med et så rigt albuerum er der plads til selv den store familie og snildt til den gode hjemmearbejdsplads. Man fornemmer særligt den gode luft og plads i hallen, der binder etagerne sammen med Spartherm-pejsen som et skulpturelt midtpunkt. Opholdsarealerne ligger i ét samlet forløb med et gavmildt lysindfald og et flot køkken fra Reform, der med en sandstensbordplade med fossiler igen understreger, at det her er et hjem, hvor materialer, funktioner og den samlede æstetik er nøje udvalgt og sammensat. Tilstødende ligger det oprindelige snedkerkøkken med granitbordplade, som er bevaret og for nuværende fungerer som bryggers.
Stueetagen rummer desuden et værelse med walk-in, et badeværelse samt et gæstetoilet, og førstesalen er indrettet som en privat afdeling med det dejligste ovenlys på værelserne. Derudover får man også adgang til et badeværelse med fritstående kar, en sauna og to altaner, hvor der enten er spæde stråler fra solopgangene eller gylden aftensol fra vest.
Nordsjællands storslåede og dog stille natur
Det er meget let at finde hvilepulsen, for der er absolut ingen trafik, og som allerede antydet er der også rig mulighed for at trække lige ud i naturen. Alligevel når man hurtigt hverdagens store og små ærinder, for der er ikke mere end ti minutters kørsel til stemningsfulde Gilleleje, der byder på alt fra dagligvarebutikker til børnepasning og skoler. Endnu tættere på ejendommen ligger desuden Søborg Privatskole, som børnene trygt når frem til på egen hånd ad en lille kirkesti hen over markerne.
Afstand til ...
- Fantastisk udsigt0 minutter
- Græsted8 minutter
- Søborg Sø2 minutter
- Gilleleje10 minutter
- Rådhuspladsen55 minutter
Vil du kontaktes?
Mægler
Anders Wøhlk
- Indehaver og ejendomsmægler, Nordsjælland
ANDRE KIGGER PÅ ...
FANDT DU IKKE HVAD DU SØGTE?
Vores store netværk kan komme dig til gavn – lad os kontakte dig, når vi får din drømmebolig til salg.
SKAL VI HJÆLPE DIG VIDERE MED DINE BOLIGDRØMME?
Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om, hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.
Bestil salgsvurderingKUNDEUDTALELSER
Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se, hvad tidligere kunder har sagt.
Se kundeudtalelser