Rønne Alle 29, 5700 Svendborg
Palævilla med Mærsk-historie, kongelig overnatning og have helt ned til Svendborgsund
Fra haven, altanerne og de fleste af stuerne i denne hvide palævilla på Rønne Alle i Svendborg ser man ud over Svendborgsund, hvor færger og sejlbåde passerer forbi, og hvor Tåsinge, forbundet af Svendborgsundbroen, der også er en del af udsigten, ligger på den anden side af vandet. Konsul og grosserer Aksel Nielsen opførte villaen, og forstanderen på Ollerup Håndværkerskole, en dygtig arkitekt med sans for detaljen, stod bag tegningerne. Villaen har desuden en usædvanlig historie. Stiftelsen af Mærsk-rederiet fandt sted i huset, og Kong Frederik 9. overnattede i kontoret på første sal i forbindelse med sin søværnsuddannelse. Hvidpudsede facader, et rødt tegltag og en smuk hall med en trappe helt op til øverste etage giver palævillaen sit klassiske udtryk, og den imponerende stil er videreført i haven, der går hele vejen ned til vandkanten, hvor en bådebro fører ud i sundet.
Ved vandet i Lunden
Den smukke villa ligger i bydelen Lunden, hvor villaerne på vandsiden af vejen har haver helt ned til sundet, og hvor man alligevel har byen tæt på. Skole, pasningstilbud, indkøb og offentlig transport når man inden for en radius af godt en kilometer, og det samme gælder havnen, Svendborgs midtby og togstationen. Skov og grønne områder ligger i gåafstand, mens svømmehal og idrætsfaciliteter er i cykelafstand. Fra haven ser man over til Vindeby på Tåsinge og til broen, der først kom til længe efter, at villaen materialiserede sig.
Facade og detaljer
Villaen stammer fra 1903 og har palævillaens klassiske træk. Mod vejen fører en trappe med balustre op til hoveddøren, der har et rundbuet vindue på den ene side og et koøje på den anden. En lille henvisning til det maritime, der ligger som underlægningsmusik hele vejen gennem boligen og dens beliggenhed.
Over indgangen ligger den ene af husets to altaner. Havesiden er mere åben med karnap og store vinduespartier, så de største vinduer vender mod vandet. Inde i huset finder man stuk, loftsrosetter, fyldningsdøre med udskæringer og plankegulve. Fra hallen fører en hvidmalet trappe med udskåret gelænder op gennem huset og helt op til anden sal, der står uudnyttet, og fra reposen på første sal ser man ned i hallen.
Indretningen
Boligen har 268 kvadratmeter fordelt på stueplan og første sal, og under hele huset ligger en kælder. Fra hallen er der adgang til entré, køkken, alrum og stuer, og ved entréen ligger et gæstetoilet. I stueplanet ligger to stuer i forbindelse med hinanden. Den ene har pejs og karnap. Fra stuerne går man ud i en udestue med buede vinduespartier mod vandet og blyindfattede ruder øverst i vinduerne, og herfra fører en trappe ned til terrassen. Køkkenet har hvide, enkle skabe og kogeafsnittet er indfældet i en muret niche.
På første sal ligger fem værelser, en mindre stue og et badeværelse med hjørnebadekar og bruseniche, som det største værelse har direkte adgang til. Fra det største værelse går man også ud på altanen mod sydøst og sundet, mens altanen mod nordvest og vejen har adgang fra reposen. Kælderen indeholder vaskerum, sauna, toilet, vinkælder med murede detaljer, værksted og flere disponible rum med mange anvendelsesmuligheder.
Haven ned til sundet
Haven består af en stor græsplæne, der skråner ned mod vandet, samt gamle træer og høje hække langs skellet. Ved huset ligger en belagt terrasse mod sydøst, og derfra går en brostensbelagt sti ned gennem haven til et havehus med glasdøre og træterrasse helt nede ved vandet. Her ender haven ved en stensætning af store sten, og bådebroen går ud i sundet. Haven er også forsynet med et drivhus og en flagstang. Mod vejen ligger en indkørsel, der i stil og omfang til fulde matcher villaen.
Vil du kontaktes?
Mægler
Per Jensen
- Ejendomsmægler, Fyn
ANDRE KIGGER PÅ ...
FANDT DU IKKE HVAD DU SØGTE?
Vores store netværk kan komme dig til gavn – lad os kontakte dig, når vi får din drømmebolig til salg.
SKAL VI HJÆLPE DIG VIDERE MED DINE BOLIGDRØMME?
Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om, hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.
Bestil salgsvurderingKUNDEUDTALELSER
Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se, hvad tidligere kunder har sagt.
Se kundeudtalelser