Hestehaven 2, Harritslev, 5400 Bogense

Moderne bondehusidyl og parklignende have i nordfynsk landsby

Midt i en fredelig landsby lige syd for Bogense på Nordfyn ligger denne veludførte villa på en 3.227 kvadratmeter stor, parklignende grund. Ejendommen fra 1986 blev grundigt renoveret i løbet af 2021-2024, og den rummer 276 veldisponerede kvadratmeter fordelt på to etager. Byggestilen signalerer klassisk bondehusidyl kombineret med en moderne boligstandard, og man får derfor en nutidig bolig i en charmerende, traditionel ramme. Haven har en tilsvarende idyllisk karakter med søer, vandløb, terrasser og frodig beplantning. Nærmiljøet er kendetegnet af landsbystemning med åbne vidder, kystnær natur og kort afstand til byens bekvemmeligheder i Bogense.

Traditionsrig arkitektur

Villaen fremstår som et nyere hus udført i gammel stil med hvidpudsede facader, sprossevinduer og stråtag med kviste. Arkitekturen trækker tydelige linjer til den nordfynske bindingsværks- og landsbytradition, men formgivningen er mere tidssvarende, og proportionerne er større og luftigere end i traditionelle huse. Integrationen af garagen, den brede gårdsplads og de store vinduespartier bidrager med funktionalitet pakket ind i et klassisk formsprog. Resultatet er et samlet, harmonisk udtryk, hvor det nostalgiske og det nutidige styrker hinanden.

I årene 2021–2024 blev huset renoveret i vid udstrækning. Der blev lagt nye gulve i sildebensmønster, etableret et køkken-alrum og renoveret badeværelser, og også garagen blev opgraderet med et klinkegulv i sildebensmønster. Sågar stråtaget blev udskiftet, og sammen med jordvarmeanlægget sikres en stabil, økonomisk og effektiv opvarmning af boligen.

Optimal indretning

Planløsningen imødekommer det moderne menneske, som efterspørger åbne opholdsrum og særskilte sektioner til familiens børn og voksne. I stueetagen er beboelsen centreret omkring køkken-alrummet, hvor der er optimale forhold for samvær på tværs af madlavning og andre aktiviteter. Køkkenet er let adskilt fra spisestuen af en halvmur, som er udstyret med en bardisk, og køkkendesignet i form af de udskårne fronter signalerer klassisk, landlig charme. Bag franske døre er der en dagligstue, og derudover rummer stueplanet to gæstetoiletter, et fyrrum og et bryggers med adgang til garagen.

Førstesalen udgør en soveafdeling med fire store værelser og to badeværelser. Det største værelse har eget badeværelse og udgang til altanen i den nordøstvendte gavl, mens værelset i den modsatte ende har dør til den sydvendte altan, hvorfra man kan se ud over haven.

Rigt beplantet og privat have

Grunden er anlagt som en parklignende have med to søer forbundet af et lille vandløb, og der er også et væld af nøddetræer, rhododendronbuske og stauder. I forbindelse med renoveringen blev der lagt flis i bedene og støbt kanter, hvilket har bidraget til et nemmere vedligehold. Fra det åbne opholdsmiljø er der udgang til en sydvendt terrasse, hvor der er masser af sol og læ. Den anseelige grund giver gode muligheder for udeliv, haveprojekter og rolige stunder i grønne omgivelser.

Naturoplevelser tæt på byen

Landskabet omkring Harritslev består af opdyrkede marker og skovområder såvel som lange kyststrækninger med sandstrande og vild natur. På Nordfyn er nærheden til vandet en klar fordel, og ved lavvande kan man følge sandtangen hele vejen til Æbelø, som udgør et naturreservat, hvor dyr og planter trives.

Blot få minutter på cykel eller i bil fra ejendommen ligger Bogense. Bogense er en historisk købstad, som er præget af et levende havnemiljø, velholdte bindingsværkshuse og små torve med brosten. Byen stiller endvidere skole, daginstitutioner og et bredt udvalg af indkøbsmuligheder til rådighed, ligesom der er et aktivt kultur- og foreningsliv blandt andet i form af markedsdage og musikarrangementer ved havnen. Bogense Golfklub er også en del af nærområdet og ligger lige nord for Harritslev. Samtidig tager det ikke mere end en halv time at køre til Odense, og efter tyve minutter når man motorvejen.

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Morten Nyegaard

  • Indehaver og ejendomsmægler, Fyn

ANDRE KIGGER PÅ ...

FANDT DU IKKE HVAD DU SØGTE?

Vores store netværk kan komme dig til gavn – lad os kontakte dig, når vi får din drømmebolig til salg.

  • SKAL VI HJÆLPE DIG VIDERE MED DINE BOLIGDRØMME?

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om, hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • KUNDEUDTALELSER

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se, hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser