Præsteskoven 24, Vonsbæk, 6100 Haderslev
Tidligere præstegård i røde mursten med hestestald, anneks og ridebane mellem skov og fjord
I Vonsbæk, få hundrede meter fra fjorden og helt ud til skoven, ligger den tidligere præstegård i meget rolige omgivelser. Gården kan spores tilbage til 1550, hvor den hed Kaspergaard. Den brændte umiddelbart før en totalfredning, og den nuværende gård er tegnet af arkitekt Peter Gram og stod færdig i 1920. Gården står i røde mursten under røde tegltage, og murede portbuer binder bygningerne sammen. Stilen går igen hele vejen rundt, så gården fremstår som én samlet helhed. Fra huset er der udsigt mod syd til skoven og mod vest mange kilometer ud over landskabet. Ejendommen samler familieliv og hestehold med en klassisk villa som midtpunkt.
Stuehus med stuk og sildebensparket
Stuehuset har en symmetrisk facade med en frontispice over hoveddøren og hvidmalede, sprossede vinduer. Mod haven giver en karnap og en altan med smedejernsgelænder huset et umiskendeligt herskabeligt præg. Boligens 260 kvadratmeter er fordelt på halvandet plan, og hele vejen igennem er udtrykket stringent, elegant og klassisk.
Man træder ind i en entré med terrazzogulv, en gammel kakkelovn og en svungen trappe med hvide, drejede balustre. Herfra fører dobbeltdøre ind til stuen, som er husets største rum med massiv sildebensparket, stuk, en karnap mod sydvest og en pejs med glas på tre sider. Alrummet ved siden af har samme parket og stuk og rummer et langt spisebord, og herfra ser man ud over foldene og ned mod skoven. Havedøre fører direkte ud på hovedterrassen.
Køkkenet ligger i forlængelse af alrummet og har hvide fronter og en kogeø med integrerede siddepladser. Stueplanet rummer desuden et bryggers med terrazzogulv og rigelig skabsplads samt et badeværelse fra 2022 med terrazzogulv og bruser. Foruden entréen, er der gulvvarme i hele stueetagen.
Fem værelser og altan mod haven
Trappen fører op til førstesalen, hvor fem værelser ligger langs en gennemgående gang med plankegulve. Det største værelse har dobbeltdøre til altanen med udsigt over haven mod sydøst, og fra værelset er der adgang til et walk-in-closet med skabsvægge bag skydedøre. Etagens badeværelse har bruseniche bag glas og et vaskemøbel i træ. Et disponibelt rum kan bruges til kontor, hobby eller opbevaring, og i kælderen under huset ligger yderligere tre disponible rum.
Hestestald, anneks og ridebane
Haven omkranser stuehusets sydøstlige og sydvestlige side med åbne græsplæner, klippede hække og store, gamle træer. Hovedterrassen foran alrummet vender mod sydøst og får morgen- og formiddagssol, mens terrassen ved stuen vender mod sydvest og har sol om eftermiddagen. Begge terrasser har teglklinker lagt i sildebensmønster.
Langs gårdspladsen ligger hestestalden fra 2014 med otte store bokse i træ og stål, fire på hver side af en bred staldgang med gulv af gule teglklinker. Boksene er lavet, så der kan gå en hoppe med føl. Dobbeltdøre i begge ender og rundbuede vinduer giver dagslys ind i stalden, og her er også vaskeplads og et sadelrum med håndvask og trappe til loftet.
Den anden længe rummer en stor garage, der i dag huser traktor og vogn, og et anneks fra 2018 med opholdsrum, tekøkken, bar, badeværelse og hems. Både anneks og garage har gulvvarme. I hjørnet af gårdspladsen står endnu en garage i træ med to porte. Ude på jorden ligger indhegnede folde, alle med vand ført frem, og en drænet, professionelt anlagt Walber-ridebane. Grunden på cirka 4,6 hektar understreger de gode forhold for hestehold.
Mellem skoven og fjorden
Skoven bag gården er på 22 hektar og hører til kirken. Ridestier fører gennem skoven og ned til fjorden, så turen til hest eller til fods begynder lige uden for døren. Vonsbæk Kirke ligger også tæt ved, og fra foldene kan man se kirketårnet. Til ejendommen kan der ansøges om tilladelse til en lille bådebro, hvor man kan have en jolle liggende.
Børnehave og fodboldbane ligger i cykelafstand, mens skole, indkøb og idrætsfaciliteter er en kort køretur væk. Knap ti kilometer fra gården ligger Haderslev centrum med det gamle bymiljø og Haderslev Dam.
Afstand til ...
- Gåtur i Præsteskoven1 minut
- Egen badebro2 minutter
- Haderslev10 minutter
- E4515 minutter
Vil du kontaktes?
Mægler
Charles Rand
- Ejendomsmægler, Sydjylland
ANDRE KIGGER PÅ ...
FANDT DU IKKE HVAD DU SØGTE?
Vores store netværk kan komme dig til gavn – lad os kontakte dig, når vi får din drømmebolig til salg.
SKAL VI HJÆLPE DIG VIDERE MED DINE BOLIGDRØMME?
Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om, hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.
Bestil salgsvurderingKUNDEUDTALELSER
Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se, hvad tidligere kunder har sagt.
Se kundeudtalelser