Baronessens Hus, Vesterlundvej 97, 8600 Silkeborg

Historisk bindingsværksvilla på stor naturgrund med egen søbred ved Thorsø

Mulighed for at tilkøbe tilstødende byggegrund på 1.797 m2.

I 1920 blev bindingsværksvillaen her ved Thorsø i Virklund opført af baronesse Anne Sophie Lerche. Bygningen har tilnavnet “Baronessens Hus” og fremtræder som en velbevaret og sjælfuld repræsentant for fortidens byggestil. I 2019 blev villaen grundigt renoveret og således opdateret til nutidens behov for komfort og en funktionel indretning. Haven skråner ned mod søen, og det er fra den højtliggende og sydvendte terrasse ved huset, at søudsigten kommer til sin fulde ret. Takket være de naturskønne omgivelser bor man i komplet ro og med privat adgang til Thorsø. Naturgrunden på 10.182 kvadratmeter består af to sammenlagte matrikler og er en af de største søgrunde i området. Inde i skovbevoksningen ligger et nybygget Båks-anneks fra 2021, og der medfølger også et havehus med sauna samt en carport.

Bindingsværk, stråtag og stolt byggekunst

Det mondæne og bevaringsværdige bindingsværkshus ligger tilbagetrukket og ugeneret på matriklen. Facaden er klassisk med røde tavl, sortmalet tømmer og et velholdt stråtag. Ejendommen bærer på over 100 års historie. I 1919 var den anerkendte tegner Storm P. angiveligt interesseret i at købe grunden, men handlen faldt til jorden, da hans hustru var stærkt bekymret for områdets hugorme. I stedet lod den handlekraftige baronesse huset opføre året efter. Ejendommen har siden tiltrukket kreative sjæle som kunstmaleren Emil Janus Weinreich, der boede her i 1925. Oprindeligt fungerede stedet som baronessens sommerhus, men en nænsom og omfattende ombygning i 1988 forvandlede det til en fuldendt helårsbolig med respekt for den oprindelige arkitektur. Som en moderne kontrast til hovedbygningen finder man i dag annekset, der står diskret i skovbrynet.

Klassiske dyder og moderne snedkerkunst

Den oprindelige charme fra 1920 er fremtrædende, omend boligen undergik en kompromisløs istandsættelse i 2019. Træder man inden døre, møder man gennemgående kvalitetsvalg, hvor blandt andet massive douglasplanker pryder gulvene i underetagen. Planløsningen er centreret omkring et snedkerkøkken i egetræ fra Hornberg, som er udstyret med italienske granitbordplader. Fra køkkenet er der fuld udsigt mod søen, og to sæt dobbeltdøre forbinder køkken-alrummet med den sydvendte terrasse. Køkken-alrummet flyder også sammen med dagligstuen via to døråbninger, og en muret pejs i midten bidrager samtidig til følelsen af to adskilte opholdsmiljøer. Et bryggers og et badeværelse fuldender rumfordelingen i stueplan.

På første sal er atmosfæren præget af fritlagte loftsbjælker, loft til kip og behagelige lysindfald. Heroppe finder man et stort badeværelse fra 2019 med skibsgulv, fritstående badekar, bruseniche og separat toilet. Badeværelset er knyttet til et soveværelse, og på den anden side af reposet i modsatte ende er der yderligere et værelse.

Kildespring og parklignende udemiljøer

Mellem huset, søen og den dybe skov er der anlagt forskellige udemiljøer i haven. En massiv granitterrasse på over 100 kvadratmeter flankerer huset på sydsiden, hvorfra man kan betragte områdets rige dyreliv og den åbne udsigt til vandet. Ejendommen er også kendt under navnet “Thorskilde”, hvilket refererer til den naturlige kilde, der udspringer på grunden. Kilden er opdæmmet i en dam, hvorfra vandet løber videre ud i Thorsø. Helt nede ved søens bred er der anlagt en petanquebane, og den private badebro indbyder til svømmeture.

Fred og ro med bynær beliggenhed

Bosætter man sig her, får man en beliggenhed, der som få andre steder kombinerer det bedste fra to verdener. Man bor omsluttet af skov og vand, men har stadig byen og dens bekvemmeligheder inden for kort rækkevidde. Naturen sikrer en uforstyrret tilværelse, der kun bliver afbrudt af naturens egne lyde. Thorsø er anerkendt som en af landets bedste badesøer. Da sejlads med motorbåde ikke er tilladt, opstår i stedet et stille og idyllisk miljø. Herfra har man adgang til storslåede naturoplevelser, mens der ikke engang er halvanden kilometer til hverdagens fornødenheder i det centrale Virklund.

Afstand til ...

  • Skole, indkøb mv. 2 minutter
  • Thorsø0 minutter
  • Silkeborg C10 minutter
  • Aarhus35 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Thomas Langberg Kjærgaard

  • Indehaver | Ejendomsmægler, Øst- og Midtjylland

ANDRE KIGGER PÅ ...

FANDT DU IKKE HVAD DU SØGTE?

Vores store netværk kan komme dig til gavn – lad os kontakte dig, når vi får din drømmebolig til salg.

  • SKAL VI HJÆLPE DIG VIDERE MED DINE BOLIGDRØMME?

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om, hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • KUNDEUDTALELSER

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se, hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser