Staxrode Mølle, Vandmøllevej 3, Staksrode, 7150 Barrit
Historisk vandmølle i naturskønne omgivelser ved Rosenvold og Vejle Fjord
I et enestående og artsrigt naturlandskab ved Staksrode nord for Vejle Fjord ligger denne historiske ejendom. Man får her muligheden for at bebo Staxrode Mølle, et markant bygningsværk fra 1863 med rødder helt tilbage til middelalderen, hvor stedet forsynede Rosenvold Gods med mel.
Hovedbygningen, der i dag tjener som en rummelig villa på 205 kvadratmeter, undergik en nænsom og gennemgribende renovering fra 1988 til 2001 og fremstår i dag som et solidt og karakterfuldt hjem, forankret i de naturskønne omgivelser. Til huset hører et parklignende haveanlæg med adskilte rum og rig beplantning i forbindelse med søer og vandløb.
Arkitektonisk tyngde
Rødstensbygningen toner frem i skovbevoksningen og står som et velholdt eksempel på 1800-tallets høje håndværksmæssige standarder. Det fremgår blandt andet af frontgavlen med frontispice og rondeller i murværket såvel som de hvide palævinduer med sprosser. Inden døre er der flere eksempler på datidens holdbare og udførlige bygningshåndværk, som i renoveringen er blevet henholdsvis bevaret, restaureret eller genskabt i overensstemmelse med bygningens historie. I entréen bemærker man stengulvet, som er videreført i de tilstødende stuer og også kendetegner trappen, der fører til førstesalen. Stueetagen er afsat til fire store stuer og et rummeligt spisekøkken.
På overetagen finder man boligens ene badeværelse, som er med bruseniche, foruden tre værelser, hvoraf det ene er et stort soveværelse med loft til kip og walk-in-closet. Reposet binder det hele sammen og rummer i sig selv en mulighed for at indrette en krog i kvisten.
Ejendommen rummer også en kælder på 54 kvadratmeter, hvor der er endnu et badeværelse med badefaciliteter i både brus og siddebadekar.
Kultiveret havekunst og vild natur
Den 9.888 kvadratmeter store matrikel er anlagt med en bevidst kontrast mellem den vilde natur og en stram havearkitektur. En anseelig del af udemiljøet er formgivet som en parterrehave, der med symmetriske bede, roser og buksbom trækker tydelige tråde til franske slotshaver. Et netværk af stier leder turen gennem haven, som også huser to søer forbundet af vandløbet i Rosenvold Å. Vandsystemet og det varierede planteliv bidrager til den stemningsfulde atmosfære og skaber samtidig ideelle betingelser for fugle og andre dyr. Historien fortælles videre i haven, hvor man ved den ene af søerne finder en terrasse, som er anlagt oven på fundamentet af en tidligere lade, ligesom et ældre lysthus med oprindelig tilknytning til mølledriften er bevaret.
Skovstrækninger og kystnær geografi
Beliggenheden ved Staksrode og Rosenvold er kendetegnet af et kuperet og mangfoldigt landskab. Nærområdet udmærker sig særligt ved Staksrode Skov, der er landskendt for stejle skrænter mod Vejle Fjord såvel som fredede orkidéer og store arealer med urørt skov. Der er knap to kilometer til kysten ved skoven og Rand Strand, og også sandstranden på pynten ved Rosenvold Havn og Rosenvold Gods ligger i cykelafstand fra adressen. Her er man sikret en uforstyrret tilværelse i naturen, men alligevel er afstanden til større byer og praktiske fornødenheder ganske overkommelig.
På mindre end et kvarter kan man køre til havnebyen Juelsminde, mens Horsens og Vejle er inden for omtrent samme afstand af godt tyve minutter, omend i forskudte retninger.
Afstand til ...
- Møllesøenet underhåndsstenkast
- Juelsminde15 minutter
- Horsens25 minutter
- Aarhus50 minutter
- Vejle25 minutter
Vil du kontaktes?
Mægler
Niels Kristian Helbo Kjærgaard
- Indehaver | Ejendomsmægler, Øst- og Midtjylland
ANDRE KIGGER PÅ ...
FANDT DU IKKE HVAD DU SØGTE?
Vores store netværk kan komme dig til gavn – lad os kontakte dig, når vi får din drømmebolig til salg.
SKAL VI HJÆLPE DIG VIDERE MED DINE BOLIGDRØMME?
Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om, hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.
Bestil salgsvurderingKUNDEUDTALELSER
Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se, hvad tidligere kunder har sagt.
Se kundeudtalelser