Kanalvej 67, Ginnerup, 8500 Grenaa

Moderne villa på Djursland med uspoleret naturudsigt - direkte til idyllisk kanal

Da nuværende ejere i sin tid erhvervede sig Kanalvej 67 på Djursland, lå her en gammel vandmølle med snedkerværksted for neden og beboelse for oven. I dag kan man ikke længere se vandmøllen, og det oprindelige hus er revet ned og erstattet med en moderne, energivenlig villa fra 2015.

Alligevel er det ikke svært at forstille sig, hvordan ejendommen før så ud. Stedets historie er nemlig velbevaret, og det nuværende hus er opført med stærk inspiration fra vandmøllen og den oprindelige villa, der ligeledes lå helt ude ved kanalen. 

Skønt opholdsmiljø på første sal

Også i dag er boligens store, åbne opholdsmiljø placeret på førstesalen. Og det er det ikke kun af nostalgiske grunde. Heroppe er udsigten i alle retninger nemlig helt fantastisk. 

Mod nord kan man fra køkkenet se ud på en hyggelig, skovbeklædt skrænt. Men det er først og fremmest udsigten mod syd, som definerer stedet. Her sikrer store, ubrudte vinduesflader nemlig et bredspektret, uspoleret vue over kanalen til den vilde natur og markerne på den anden bred, hvor rådyrene græsser og rovfugle svæver rundt på himlen. Indimellem svømmer en svane eller to forbi på vandet.

Store udsigtsterrasser

Den særlige beliggenhed ved kanalen giver stedet en speciel, fredfyldt atmosfære, der kun understreges af en stor, smuk hængepil i haven med grene, der strækker sig ud over vandet. Mod både øst og vest er der udgang til store udsigtsterrasser fra stuen. Der er altid sol på én af dem. 

Ørreder og laks

Nede i den solrige, ugenerede have er et stort egetræ desuden blevet fældet, og den gamle stamme er udskåret til en stol. Her kan man sidde og fiske efter ørreder og laks i kanalen - hvis da ikke man hellere vil søsætte kajakken og sejle ud mod Grenå eller længere ind i landet. Der er også mulighed for at benytte en lille motorbåd til formålet.

Gulvvarme over det hele

Selve villaen er opført efter alle byggekunstens regler med solide, gråbrune mursten, isolerende trelagsvinduer og gulvvarme på samtlige 214 boligkvadratmeter, der fordeler sig over to plan. 

Huset har endvidere et lavt varmeforbrug. En luft-til-luft-varmepumpe fra Danfoss sikrer, at der altid er frisk luft i hele boligen, mens en luft-til vand-varmepumpe fra CTC sørger for miljøvenlig opvarmning, der også kan mærkes på bankbogen. Her er desuden et indbygget udhus på ni kvadratmeter med god opbevaringsplads.

Den perfekte egoistbolig

Stedet udgør på mange måder den perfekte egoistbolig til parret, der vil nyde tilværelsen i stille, naturskønne omgivelser - og som samtidig vil have god plads til overnattende gæster. 

Boligen byder nemlig på hele fire værelser og tre badeværelser. Tre af værelserne befinder sig i stueetagen, og det ene kan fungere som et glimrende master bedroom med walk-in-closet, terrasseudgang og eget badeværelse med et stort, fritstående badekar, der har plads til to personer. Derudover ligger der yderligere et badeværelse og et bryggers på etagen.

Ensartet, harmonisk bolig

Der er rødbrune, italienske klinker i badeværelser, bryggers og entré, hvilket er med til at skabe et ensartet, harmonisk udtryk gennem hele huset. Det forstærkes yderligere af, at grebsfrie, hvide Kvik-elementer går igen i badeværelser, bryggers og køkken.

Bryggerset nyder godt af en kvalitetsvaskemaskine samt en kondenstørretumbler fra Aqualtis. Og køkkenet har lækre hvidevarer fra Siemens, en helstøbt specialbordplade i sten og en lydsvag emhætte. Foruden køkken og stue ligger der ligeledes et kontor og et badeværelse på første sal.

Følg årstidernes skiften

Førstesalens opholdsmiljø har smukke, brede egetræsplanker på gulvet. Her er åbent, så man også fra køkkenet kan nyde udsigten mod syd. Og der er rigeligt med plads, så man eksempelvis kan indrette sig med spiseafdeling, sofaområde og en læsekrog med udsigt. 

Her kan man året rundt følge med i årstidernes skiftende præg på træerne, kanalen og markerne. Og om sommeren kan terrassedørene mod øst og vest åbnes helt op, så den friske landluft flyder gennem boligen.

Afstand til ...

  • Grenaa11 minutter
  • Grenaa Strand14 minutter
  • Indkøb8 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Niels Kristian Helbo Kjærgaard

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre besøgende har kigget på disse boliger

  • Sælg min bolig

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser