Køgevej 45, 4690 Haslev

Gennemrestaureret, historisk ejendom omgivet af skov

Denne historiske ejendom fra 1887 er gennemrenoveret med respekt for den oprindelige stil, hvorfor mange klassiske detaljer er bevaret. Beboelsen udgør 260 kvadratmeter, og dertil hører en dobbelt garage og en romantisk have, som udfylder det resterende af den 1.948 kvadratmeter store grund. Omkring matriklen er der åbne vidder og skov, der råder over et vildt dyreliv. Ejendommen er en helårsbolig med flexbolig-status og er således uden bopælspligt, så mulighederne for anvendelse er talrige.

Statafhuset

Ejendommen bærer på en unik historie, der knytter sig til Bregentved Gods og Statafgården. Huset kendes således også som Statafhuset, hvilket efter sigende er et levn fra dengang, hvor der blev drevet krovirksomhed på Statafgården - nabogården til huset. Statafhuset fungerede som landarbejderbolig under Bregentved Gods med beboelse i den ene ende og stald i den anden.

I dag fremtræder ejendommen velholdt og er inden for de seneste 25 år udførligt restaureret og renoveret med fokus på at bevare den gamle stil. Ikke desto mindre er boligen fyldt med moderne faciliteter af ekstraordinær kvalitet og tilmed klassificeret med energimærke B. 

Ejendommen emmer af historisk landidyl med stråtækt tag, rødmalet facade og småsprossede vinduer, som er koblet på indre rammer med to-lags termoruder. Det gamle bindingsværk er restaureret, og den varmeisolerede træfacade er fornyet - ligeså fundamentet. Varmeanlægget er fra 2016, og i 2019 er der etableret offentlig spildevandsafledning. Alle installationer er udskiftet, og der er IHC-styringssystem i hele huset.

Når man træder ind i husets hall, bemærkes blotlagte bjælker i det høje loft, som tillader kig til førstesalen. Den store vinkelstue udgør boligens primære opholdsmiljø, hvor brændeovnen sætter stemningen. Herfra er der udgang til en overdækket terrasse. Nær stuen ligger køkkenet, som er et veludført, klassisk Kvik-køkken med flere datidige detaljer. Ydermere rummer stueetagen et bryggers, et badeværelse med bruseniche, et teknikrum og et værelse foruden et stort multirum.

Førstesalen er allokeret til en åben repos med loft til kip og fritliggende bjælker samt tre soveværelser, hvoraf det ene er et forældresoveværelse med tilstødende badeværelse og walk-in-closet. Badeværelset rummer et indbygget badekar samt muret bruseniche i italienske klinker. 

Naturskøn idyl nær byens liv

Grunden er på to sider af huset omkranset af granskov, og der er udsigt over henholdsvis marker og løvskov. Haven matcher det skovtætte nabolandskab med en harmonisk sammensætning af frodige frugttræer, bede og en græsplæne. Her ses også flere kroge og et bålsted. I forlængelse af huset er der en overdækket sydvestvendt terrasse med eftermiddags- og aftensol hele sommerhalvåret. Derudover findes en mindre terrasse med morgensol.

Man får rig mulighed for at opleve og nyde naturens gang på mark og i skov fra første parket. I naboskoven er der fine ruter til løb og gåture, og begiver man sig gennem Bregnemade Skoven, ankommer man til Bregentved, der i dag er et af Danmarks største godser. Til godset hører en 20 hektar stor barokhave fra 1750’erne, der anses for at være en af de flotteste barokhaver i Europa. Det forlyder, at det var her, H.C.Andersen blev inspireret til og skrev eventyret Den grimme ælling. Egnens øvrige godser inkluderer Gisselfeld og Vallø, som ligeledes er et besøg værd. Ydermere får man let adgang til golfbanen og Skovtårnet i Rønnede, mens der blot er godt 20 kilometer til stranden ved Feddet.

Endelig tilgodeses man af kort afstand til alle byens tilbud. Blot fem minutter skal tilbagelægges for at tilgå indkøbsmuligheder, pasningstilbud og skole i Haslev, hvor også toget kører mellem Næstved og Køge. Endvidere er der et kvarters kørsel i bil til Køge og kun omtrent 40 minutter til København.

Afstand til ...

  • Haslev by5 minutter
  • Indkøb4 minutter
  • København46 minutter
  • Skole5 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Anders Hansen

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre kigger på disse boliger

  • Salgsvurdering

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser