Bukdalvej 52, Borbjerg Holmgård, Borbjerg, 7500 Holstebro

Enestående liebhaverejendom med egen sø og skov

Eksklusivt opdateret præstegård uden bopælspligt omgivet af naturen ved Holstebro.

På Borbjerg Holmgård går moderne komfort og tilbagelænet luksus hånd i hånd med historisk charme og originale detaljer. Den over 300 år gamle præstegård er respektfuldt restaureret, og sammen med de naturskønne omgivelser, der tæller egen sø og skov, giver det en særdeles indbydende og helt uforstyrret oase, hvis lige sjældent er tilgængelig på det danske marked.

Lystejendom ved bredden af Holmgård Sø

Den private Holmgård Sø breder sig over 13 hektar i Hellegård Ådal, og med villaen få meter fra bredden har man første parket til livet i og omkring søen.

Der er badebro samt ørreder og gedder i søen, mens en fast bestand af svaner og ænder holder til i den omkransende rørskov.

Jordtilliggendet slynger sig hele vejen rundt om søen, så man kan spadsere omkring vandet og betragte den smukke, tolængede bygning fra forskellige vinkler. Hele området er i øvrigt fredet.

Ankomsten til villaen sker ad en lang grusvej, der bugter sig gennem den høje bøgeskov og fra første færd slår den idylliske og fredelige tone an.

Historisk udgangspunkt for det gode liv

Den idylliske beliggenhed ved søbredden har ejendommen haft siden 1710, hvor den adelige præst Christian von Hielmcrone lod det prægtige byggeri opføre.

Fra den aristokratisk anlagte gårdsplads præsenterer den fredede bygning sig med samme elegance som dengang takket være den højrøde facade med småsprossede dannebrogsvinduer og matchende profilerede søjler. 

Historien vil i øvrigt vide, at trappestenene, der leder op til den buede hoveddør, er gamle altertavler, der vil velsigne enhver, som træder indenfor i boligen.

Under den gennemgribende renovering, som ejendommen undergik i starten af dette årtusinde, blev fundamentets tonstunge kampesten én efter én gravet ud og istandgjort, ydervæggenes håndstrøgne teglsten blev restaurerede, og det halvvalmede stråtag blev lagt.

På gårdspladsen står et italiensk granitspringvand, og gårdpladsen er tilsvarende trappeterrasserne mod søen sirligt anlagt med chausse- og granitsten. Oplevelsen af perfektion gennemstrømmer alt.

Opdateret herskabelighed

Ejendommens renovering varede flere år og beløb sig til lige i underkanten af 20 millioner kroner.

Indenfor er den 378 m² store bolig gennemgået med samme præcision og perfektionisme som udenfor, og istandsættelsesarbejdet er en både kvalitativ og kvantitativ kraftpræstation.

De moderne tilføjelser tæller IHC og BeoLink, ligesom der er installeret jordvarme og klargjort til fibernet.

Den højloftede herskabelighed, som boligen er født med, er samtidig smukt bevaret, og det fornemmes tydeligt i de store rum, hvor franske fløjdøre lader lyset og blikket bevæge sig frit omkring.

Loftsbjælkerne er blotlagte og blandt de oprindelige detaljer, og de nydelige plankegulve samt de mønsterlagte ølandssten- og marmorgulve har en glød og varme, der vil være til daglig fornøjelse.

Indretning med udsigt til naturen

Overalt i boligen sørger de mange vinduespartier for, at man kan følge med i dagslysets skiften og naturens gang i det maleriske landskab udenfor.

Der er rigeligt med plads til overdådige selskaber, overnattende gæster og en stor børnefamilie.

I det stilrene køkken-alrum er ugeneret udsigt til søen, og mens alrummet har brændeovn, er det eksklusive køkken udstyret med indbyggede kogezoner i den hvide stenbordplade, matchende højglaselementer og loftsintegreret emhætte.

To stuer, en forstue og en hall med tilhørende gæstetoilet får man ligeledes glæde af, og stueplan rummer desuden boligens master bedroom med eget luksusbadeværelse med udsigtsspabad og dampkabine.

Yderligere seks værelser er ligeligt fordelt på to etager, og boligen fuldendes af et stort bryggers i forlængelse af køkkenet og et badeværelse placeret i stueplans værelsesafdeling.

Udhuse med mange muligheder

I forbindelse med gårdspladsen ligger der en mindre garage, der med sin stil og sit stråtag på fornem vis matcher den øvrige ejendom.

Separat placeret på grunden får man desuden et større udhus af nyere dato, som rummer både garage og en lejlighed.

Mens garagedelen har rytterlys og automatisk port i ekstra bredde, er lejligheden indrettet med badeværelse, hems og et stort rum med HTH-køkken. Lejligheden er ikke godkendt til beboelse. 

Aktivt lokalmiljø og kort vej til større byer

Nær ejendommen har det lokale meningsråd et stort parkområde med shelters, legeplads og frugthave til fri afbenyttelse, og gennem det naturskønne landskab er der få kilometer til skole og købmand i Borbjerg.

Ved den nærliggende Møllesø finder man kro og golfklub, og køreturen til Holstebro klares på ti minutter.

Turen til Karup Lufthavn tager 30 minutter, mens Herning kan nås på under tre kvarter.

Borbjerg Holmgård byder med andre ord på en for Danmark enestående forening af kvalitet, historie og idylliske omgivelser. 

  • Garage 160 m²

Afstand til ...

  • Herning40 minutter
  • Holstebro15 minutter
  • Indkøb5 minutter
  • Silkeborg60 minutter
  • Struer15 minutter
  • Sunds30 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Hans M. Lilienhoff

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre besøgende har kigget på disse boliger

  • Sælg min bolig

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser