H.C. Ørsteds Vej 20D, 7400 Herning

Bevaringsværdig rødstensvilla i Herning

På en særdeles central adresse i foretagsomme og aktivitetsrige Herning ligger denne meget velholdte villa. Fra gaden tager ejendommen sig flot ud med de røde mur- og teglsten til de hvidmalede dannebrogsvinduer og den zinkbeklædte kvist, men det er først når man træder indenfor, at huset viser sin sande beskaffenhed – boligen rummer et utal af æstetiske og funktionelle detaljer.

En velholdt villa med masser af plads

Via hoveddøren mødes man af en indbydende hall med åbent til førstesalens kiplofter. Travertingulvets lyse sten og den smukt forarbejdede trætrappe til førstesalen udgør en væsentlig del af boligens umiddelbare førstehåndsindtryk.

Det er imidlertid ikke blot hallen, der imponerer og overrasker, for beboelsesarealet er på hele 259 veludnyttede kvadratmeter fordelt på to niveauer. Fortsætter man ligefrem i hallen, ankommer man til en stort køkken-alrum, hvor selve køkkenet er fra Alno med hvide, højglansfronter og en massiv træbordplade, mens den oplagte spiseafdeling antydningsvist afgrænses af en muret hvælving under loftet. Det har, især når man står i køkkenet, en flot effekt og danner nærmest en portal, der endog munder ud i franske døre mod haven.

En suite gives et større, åbent stuemiljø, der rummer dels en dagligstue med dekorativt sildebensparket af egetræ samt en pejsestue med åben pejs og store glaspartier, der formidler et henrivende lysindfald. På dagligstuens nordvendte væg har man installeret et indbygget reolsystem, mens pejsestuen er en tilbygning til huset og opført i 1994. Da tilføjelsen er gjort efter alle kunstens regler, fremstår den ikke som et påklistret vedhæng, men snarere som en naturlig del af boligen. Da man, ligesom i hallen, også her finder det smagfulde travertingulv, er den røde tråd fra husets ”forreste” rum til det ”bagerste” rum med al ønskelig tydelighed understreget. Alle klinkegulve er med gulvvarme. 

Kiplofter og hanebånd

I underetagen finder man videre tre regulære værelser, der alle tilgås fra hallen. Badeværelset i samme afsnit af boligen er nydeligt og prydes af en stilfuld terrazzobordplade; der er foruden en bruseniche også gjort plads til vaskefaciliteter.

På førstesalen gives først et rummeligt repos, der eksempelvis kunne udnyttes som kontor, og siden to store værelser med blotlagte hanebånd fra tagkonstruktionen. Det ene værelse har tilknyttet et walk-in-closet og en fransk, sydvendt altan, hvorfra man har vue over haven. Slutteligt finder man på førstesalen et rummeligt badeværelse med bruseafsnit og ægte jacuzzi. 

Charmerende have

Grunden, hvorpå denne ejendom i dag ligger, tilhørte før 1960, hvor huset blev opført, den patriciervilla, der ligger umiddelbart mod vest. Dengang var grunden her frugthave, hvorfor man endnu finder gamle, krogede frugttræer i haven.

Haven er anlagt med engelske og franske haver som inspirationskilder, hvad blandt andet kommer til udtryk ved de mange tilklippede buksbombuske og ved rosenbedene – måske mest bemærkelsesværdig er Lykkefundrosen, der blomstrer smukt og hvidt. Et andet punkt, hvor havens inspirationsgrundlag kommer til syne er i det store antal af små terrasser og hyggelige siddepladser, så man efter engelsk forbillede kan nyde sin have i fulde drag.

Stemningen i haven er fremragende, og umiddelbart ud for køkkenet finder man den største af de i alt fire terrasser. 

Beliggenhed i bymidten

Der hersker ingen tvivl om, at denne ejendom har sin helt særegne charme, men tilføj hertil en beliggenhed i bymidten, og man har en aldeles usædvanlig kombination. Den bynære placering bevirker, at hvad enten man efterspørger dagligdagsfornødenheder såsom indkøb, eller man søger specialforretninger, så vil disse forefindes i gåafstand fra ejendommen. Fra huset er der også nem adgang til flere skoler, heriblandt Herning Musikskole, to friskoler og Herning Gymnasium. Alle er indenfor en radius af 5 minutter. 

Huset er vurderet bevaringsværdigt af Herning Kommune ud fra en betragtning om, at huset bidrager væsentligt til bymidtens forskønnelse. Det er vanskeligt at være uenig.

Afstand til ...

  • Århus50 minutter
  • Silkeborg33 minutter
  • Torvet1 minut

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Niels Kristian Helbo Kjærgaard

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre besøgende har kigget på disse boliger

  • Sælg min bolig

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser