Kirkebyvej 5 G+H, 6852 Billum

Storslået ejendom med enormt anvendelsespotentiale

Se video af ejendommen hér

Denne velholdte ejendom i Billum er på mange måder overvældende. Den gennemførte privatbolig og de enorme erhvervslokaler byder på snart sagt uendelige anvendelsesmuligheder - alt fra hestehold og biludstilling til liberalt erhverv kan lade sig gøre. Ejendommens knap 1,2 hektar jord rummer blandt andet en flot anlagt park, og i kraft af beliggenheden er man tæt på områdets større byer og det uforlignelige, vestjyske landskabs rå natur.

Grundens alsidige karakter

Som just nævnt rådes der over knap 1,2 hektar jord - 11.739 kvadratmeter for at være helt nøjagtig - og her finder man en væsentlig del af stedets charme. Mellem de mange udhuse, erhvervsbygningen og privatboligen har man så sent som i 2019 arrangeret en decideret park, der fremstår med brede flisegange, trimmede træer, græsplæner og stenomkransede bede samt dekorative statuer.
 
Renoveringen af udendørsarealerne begrænser sig imidlertid ikke til anlæggelsen af parken - i sig selv en omfattende opgave - for også en ny port til området er blevet installeret, ligesom tennisbanen og dele af det udvendige træværk er blevet gjort flot istand.
 
Et kendetegn, der foreligger for alle udendørsfaciliteter, er, at funktionen ledsages af fornemme udhuse, som understøtter potentialet. Således er der ved tennisbanen, som er udført efter alle kunstens regler, opført et klubhus, hvor omklædning kan foregå, mens det 3.500 kvadratmeter store foldområde er ledsaget af en stald, der byder på favorable forhold for både dyr og ryttere. Til hestene er foruden bokse - to styk - solarium og brus, mens man selv tilgodeses af et fuldt udstyret kontor.

En ensartet, gennemført stil

De bygninger, der er opført på ejendommen, hvad enten det er tennisbanens klubhus, privatboligen eller erhvervsdelen, er alle kendetegnet ved et stringent, homogent udtryk. Blandt andet de gulmalede facader og det hvide træværk er et gennemgående træk.
 
Boligen opmåles til 182 veldisponerede kvadratmeter, der indeholder tre værelser, tre store stuer og et nydeligt, velindrettet køkken. Det ene værelse er tilrettelagt således, at det har indgang til eget badeværelse, mens de to af stuerne tager sig ud med loftshøje glaspartier, som sikrer et behageligt lysindfald. Derudover rummer boligen et praktisk bryggers, gæstetoilet og endnu et badeværelse.
 
Det er især erhvervsbygningens 982 kvadratmeter, der lader mulighederne myldre frem, så kun fantasien sætter grænserne. I den østlige ende er der indrettet to separate gæstelejligheder, der kan bryste sig af en fin udsigt over hestefolden og parken, mens den vestlige del består af en dobbeltgarage. Midt for i stueplan er der etableret et højloftet rum, der kan bruges til alskens arrangementer eller udstilling af biler, mens det resterende areal er allokeret til eksempelvis bar, fitnessrum, kontorer og meget, meget mere. 
 
Beliggenhed: central og fordelagtig

Skønt Billum er et mindre landsbysamfund er man ingenlunde afskåret fra de hverdagslige fornødenheder, ligesom man i overskuelig afstand finder både Esbjerg, Varde og storslået natur. 

I Billum er der en velfungerende friskole, dagligvareindkøb og daginstitution. For flere forretninger foretages køreturen til enten Varde eller Esbjerg på henholdsvis 10 og 20 minutter. I disse byer gives yderligere et rigt kulturliv og uddannelsesinstitutioner.
 
Ikke langt mod vest breder de markante klitlandskaber og de hvide sandstrande ved Vejers og Blåvand sig. Områderne er i særdeleshed kendt for at tiltrække turister, danske såvel som udenlandske, der alle kommer for at nyde naturen, strandene og Vesterhavet. Interessant er det imidlertid også at besøge de mange endnu tilbageværende bunkere fra Anden Verdenskrig - den moderniserede udstilling ved Tirpitz er både en lærerig og arkitektonisk fornøjelse.
 

  • Erhverv 981 m²
  • Udbygning Samlet 388 m²

Afstand til ...

  • Esbjerg20 minutter
  • Indkøb2 minutter
  • Skole, daginst. m.v.4 minutter
  • Varde10 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Christian Ahm Pedersen

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre besøgende har kigget på disse boliger

  • Salgsvurdering

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser