Fjordvej 106, 6000 Kolding

Prisbelønnet ejendom direkte til Kolding Fjord

”En bolig af høj kvalitet, som passer fint ind i omgivelserne”. Sådan stod der i den hædrende omtale, da denne imponerende ejendom ved Kolding Fjord vandt prisen som Borgernes Favorit ved Arkitekturens Dag i 2013. Dengang var den helt nyopført.

Der er tale om en god, gedigen murstensvilla, der på samme tid er minimalistisk og eksklusiv i sit udtryk, og som ligger kun 20 meter fra vandet ved Kolding Fjord, der bringes helt indenfor via et arsenal af brede, ubrudte vinduesflader. Med en fast trafik af kajakroere, lystsejlere, containerskibe og konkurrenceroere på vandet præsenterer fjorden sig hver dag som et nyt billede. 

Sydfransk inspiration

Der er udsigt til vandet fra samtlige værelser og opholdsrum – og faktisk også fra det ene badeværelse. Her kan man, mens man tager bad, se ud over fjorden til den skovbeklædte kyst på den modsatte bred. 

Huset har aldrig tidligere skiftet ejer og blev bygget efter stærk inspiration fra en udsigtsejendom, der ligger i bjergene bag Cannes. Fokus har blandt andet været på at skabe en funktionel bolig, hvor inde og ude bindes sammen ved vinduesfladerne, lysindfaldet og det faktum, at der fra samtlige rum på nær badeværelserne er udgang til udsigtsterrasser omkring huset.

Komfortable, moderne løsninger

Boligen tæller 316 kvadratmeter fordelt over to fulde plan, der er udstyret med så godt som al den komfort, moderne teknologi kan tilbyde. Der er gulvvarme over det hele, og et lydsvagt og meget effektivt Genvex-anlæg genanvender varmen, således at huset er særdeles energivenligt. Glasset i alle vindues- og dørpartier på overetagen er endvidere udstyret med solfilter.

Der er lysdæmpning på næsten samtlige lamper, automatisk tænd og sluk-system på to af badeværelserne og indbygget safetybox. Ejendommen kan i det hele taget dårligt være bedre sikret mod indbrud med bevægelsessensorer, overfaldsalarm og fire udendørskameraer, der kan følges direkte via en smartphone. 

Der er desuden samtaleanlæg med indgangskontakt til en låge ved vejen. Dertil kommer to eldrevne porte, som har indbyggede sensorer og aktiveres med fjernbetjening eller en personlig kode.  

Det er arkitekt Jens Chr. Roskjær, som står bag villaen. Han har ligeledes tegnet Pyramiden – en af Koldings mest markante ejendomme. Da huset ved Kolding Fjord stod færdigt, vakte det da også opsigt og førte blandt andet til en helsideartikel i JydskeVestkysten under overskriften ’Huset, de fleste godt kan lide’.

Yderst stilfuldt og nemt at holde ved lige

Materialerne er meget vedligeholdelsesvenlige med kobberbelægning på huset og på en stor carport, hvorfra man kan træde tørskoet indenfor eller ud i et af ejendommens to elegant integrerede udhuse. 

Også haven er let at holde og desuden anlagt med store søsten, der omkranser fire firkantede bede med blandt andet lavendel, blå tidsler og sankthansurt. Det er altid til at finde solen på en af terrasserne omkring husets to etager, og fra terrassen ved underetagen fører en gangbro til fjorden, hvor en mole giver mulighed for at have mere end 30 spisende gæster forbi til middag under åben himmel. 

Der er indirekte lyssætning i gangbroen og under cortenstålet ved molen. Er vejret godt, kan man benytte badetrappen til en frisk dukkert. Man har desuden ret til at anlægge en bådebro, hvis man ønsker det. 

Lys, luftig og enormt rummelig

Boligen er indrettet med tre store værelser, hvoraf de to ligger i underetagen og det sidste er at finde på førstesalen. Alle har fjordudsigt, terrasseudgang og nem adgang til eget badeværelse. Det lækre master bedroom med aircondition har tilmed eget walk-in-closet og et stort badeværelse med dobbelthåndvask og bruseniche.

Derudover byder huset på et stort opholdsmiljø i overetagen med stue, køkken-alrum og indgangshall i åben forbindelse. Der er muret pejs i stuen og ovenlys ved indgangshallen, hvorfra en elegant trappe fører ned til endnu en stue i underetagen. Fra denne stue er der direkte adgang til de to værelser, et stort bryggers med masser af bordplads og et stort vinkøleskab samt et vinrum, der stilfuldt adskilles fra stuen ved en glasskydedør. 

Gennem begge etager mødes man af et ensartet materialevalg af høj kvalitet. Der er eksempelvis travertinklinker eller brede Dinesen-planker på gulvet i samtlige rum, mens der er hvide, grebsfrie elementer i køkken og på badeværelser. 

Køkkenet er fra Kvik med køkkenø, Corian-bordplader, travertinklinker på væg og gulv og udsigt til fjorden mod syd samt til et fredet skovområde mod nord. Glæden ved at stå i køkkenet skyldes yderligere de tiltag, der er i form af indbygget kaffemaskine, dampovn, varmeskuffer og meget mere. Overalt i huset er der en dejligt lys og luftig atmosfære med de smukke omgivelser som det naturlige og evigt omskiftelige bagtæppe. 

Afstand til ...

  • Centrum2 minutter
  • Indkøb2 minutter
  • Motorvej 5 minutter
  • Skole, daginst. 2 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Christian Ahm Pedersen

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre besøgende har kigget på disse boliger

  • Salgsvurdering

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser