Solrød Byvej 40C, 2680 Solrød Strand

Enestående bolig i den gamle mølle i Solrød Landsby

Denne særegne lejlighed har sin plads i den gamle mølle, der ofte bliver set som indbegrebet af Solrød Landsbys hyggelige stemning. Boligen er nu klar til at slå dørene op for nye ejere, og det er i sandhed en chance, som man ikke bør lade passere. Her er der tale om én af de få beboede møller i Danmark, som kan realisere drømmen om en idyllisk bolig på fineste vis med 203 kvadratmeter fordelt over hele fem etager. Muligheden for en enestående indretning, som ikke findes magen til, er særligt tiltalende for den kræsne køber. Eksklusiviteten i hverdagen med bevarede, historiske detaljer går hånd i hånd med funktionaliteten i form af moderne komfort og vil med garanti vække interesse.

Løbende istandsættelser og forbedringer

Møllen dateres tilbage til 1887 og er senere ombygget til lejligheder. En række velgennemtænkte istandsættelser har sikret en velholdt ejendom, hvortil der foreligger en samlet, løbende vedligeholdelsesplan med udført arbejde for 2017, 2018 og 2019. I denne periode er  hele bygningen blandt andet blevet malet, der er anlagt flisebelægning omkring redskabsskuret samt løbende forbedringer på udendørsarealer m.v.. Udskiftning af sternbrædderne gennemføres i 2020. Lejligheden er løbende opgraderet med bl.a. nye softclose toiletter, vaskefaciliteter fra Siemens og 2019 bød på nye vinduespartier i træ/alu-profil i grundplan ud mod parkeringsarealet og træterrassen. Samme år blev der lagt nyt gulv i den nederste etage, og senest installerede man KitchenAid-ovn, mikrobølgeovn, kogeplade og en lofthængt Fermec-emhættelampe i januar 2020.

Et åbent opholdsmiljø

Stueetagens åbne planløsning råder over et opholdsmiljø med et stilrent HTH-køkken med hvidolieret bordplade, induktionskogezone og pyrolyse. De kulinariske udfoldelser serveres direkte ved spisesektionen, som kan arrangeres i alrummet, men frokosten kan også bringes udenfor takket være terrassedøren. På dette niveau findes endvidere et gæstetoilet og et praktisk viktoalie-rum til vaskefaciliteterne.

Et væld af spændende indretningsmuligheder

På førstesalen venter en møblérbar repos, et skønt soveværelse med skabsvæg til loft, et smart walk-in-closet foruden et badeværelse med bruseniche og gulvvarme. Følg trappen til anden sal, der råder over en hyggelig stue. Videre findes tredje sal, som kan udgøre et bibliotek eller anden form for hobbyrum. Til slut kan der etableres hjemmekontor, tv-stue, meditationsrum eller lign. på fjerde sal, der takket være møllens ottekantede udformning har en fantastisk udsigt til alle verdenshjørner. De øverste 3 etager giver et helt særligt, æstetisk udtryk med synlige, langsgående bjælker og det oprindelige møllehjul på 3. sal, som udviser respekt for stedets traditioner. 

Dejlige udendørsomgivelser

Der er mange solrige timer i vente på den store, sydvestvendte træterasse. Denne er perfekt til de mange sommerdage med grill og mad under åben himmel, som kan nydes i det aflukkede og ugenerede udeareal. Endnu en bemærkelsesværdig detalje er rådyrene, som kommer på besøg i baghaven i løbet af foråret.

Dejlig beliggenhed med ro og udsigt

Beliggenheden er ligeledes eminent på en privat vej med gratis parkering til to biler. Matriklen grænser op til landzonen ind mod København, hvilket sikrer ro og et åbent vue til hovedstadens højeste bygninger samt bropillerne ved Øresund. Størstedelen af hverdagens fornødenheder er ligeledes inden for rækkevidde, da få minutters kørsel fører til gode indkøbsfaciliteter i Solrød Bycenter, Solrød Strand samt tilkørsel mod Roskilde/Køge samt den øst-vestgående motorvej mod København eller Vestsjælland/Fyn.

  • Egen p-plads 2 p-pladse

Afstand til ...

  • København K30 minutter
  • S-tog4 minutter
  • Solrød4 minutter
  • Solrød Golfklub7 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Anders Wøhlk

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre besøgende har kigget på disse boliger

  • Salgsvurdering

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser