Præstevænget 23, 5610 Assens

Villa med udsigt til Lillebælt

Tyve meter fra den Vestfynske kystlinje ligger denne fine ejendom med en flot og ugeneret udsigt over Lillebælts skibstrafikerede farvand. Ejendommen er oprindeligt opført i 1927, men fremstår til stadighed i dag som en veldisponeret og velindrettet bolig, hvor man med bevidst penneføring har formået at få det bedste ud af en formidabel beliggenhed midt i Assens – tæt ved vandet.

Lillebælt og indsejlingen til Assens Havn

At have en ugeneret havudsigt er én ting, men samtidig at have et klart blik over indsejlingen til Assens Havn bibringer på mange måder den allerede imponerende udsigt med et ekstra pift, for her skorter det så afgjort ikke på seværdige aktiviteter på vandet.

Eksempelvis kan man, hvis man har interesse herfor, følge den lokale sejlklubs træningssessioner på ydersiden af molen, ligesom man sommer så vel som vinter kan følge færgefarten mellem Bågø og Fyn.

Af mere spektakulære og pompøse arrangementer bør blandt andet ”Fyn Rundt for Bevaringsværdige Skibe” nævnes, der årligt besøger Assens på rundturen – det er et sælsomt syn at beskue skonnerterne Fulton af Marstal, Nationalmuseets sejlskib, og Fylla, som de glider ind i havnen om eftermiddagen. Man vil for en generel betragtning overraskes over, hvor tæt de typisk omtrent halvtreds gamle sejlskibe, der deltager i begivenheden, er på éns udsigtspost ved terrassen.

Skulle en stille dag for sejlerne indtræffe, har man dog endnu glæden ved den åbne udsigt til Bågø og Arø, der toner frem som bagtæppet til det blanke spejl eller de oprørte bølger: udsigten skifter med vejret og årstiden.

Lyse stuer og en beroligende atmosfære

Centralt i boligens samlede 113 kvadratmeter finder man et stort, sammenhænge opholdsmiljø bestående af to stuer en suite, et nydeligt og rummeligt køkken foruden en fin havestue. Fælles for alle rummene er, at de præsenterer sig med et eminent lysindfald og en fortrinlig udsigt. I udestuen er loftet ført til kip, hvilket yderligere understreger den behagelige, luftige atmosfære i huset. Terrassen af hårdttræ, der end ikke er ti år gammel, tilgås herfra, og dersom denne ligger så fordelagtigt i forbindelse med husets primære leverum, udvides den oplevede størrelse af huset betragteligt.

I stueplan finder man videre et regulært værelse med indbyggede skabe og et badeværelse med bruseniche. I den høje kælder gives endnu et badeværelse, denne gang exceptionelt rummeligt og med henholdsvis kar og brus, ligesom også de fem disponible rum markant forøger boligens anvendelsesmuligheder. Slutteligt bør det nævnes, at man endda fra vaskekælderen kan følge aktiviteterne på vandet.

Grund med strandgrænse

Ejendommen rummer et utal af eftertragtede kvaliteter, og vender man sig mod haven, finder man også her, at stedet er gennemtænkt og praktisk – en succesfuld kombination af funktionalitet og æstetik.

Grunden er formgivet således, at man mod vejen kun har en ganske lille berøringsflade, mens man mod vandet har en tilsvarende meget bred grund. Dette bevirker, at man rundt om i haven, foruden træterrassen, har fundet plads til at etablerer hyggelige, mindre områder, hvor man med fordel kan tage ophold. Ved kraftig vestenvind foretrækkes måske terrassen på husets østlige side – der er terrasser til alle forhold og selskabsstørrelser. Haven er tilmed ganske vedligeholdelseslet.

Foruden de fremragende udeområder har man selvfølgelig qua den korte afstand til stranden særdeles fine muligheder for at bade. Just ved huset opstilles fra kommunal side en badebro, og disse passer tillige stranden, så den står pæn og indbydende.

På grunden har man ladet en carport med tre lukkede sider opføre, og der er i indkørslen god plads til at gæsterne kan parkere deres køretøjer.

Afstand til ...

  • Indkøb5 minutter
  • Odense30 minutter
  • Skole5 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Morten Nyegaard

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre besøgende har kigget på disse boliger

  • Sælg min bolig

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser