Bellevuevej 7, Bellevue, 4720 Præstø

Stort og smukt restaureret palæ fra 1832 – omgivet af privat park og Bellevue Skov

I 1832 stod dette palæ ved Bellevue Skov færdigopført som en tro kopi af Liselund Slot lidt længere mod syd. Siden har ejendommen været meget igennem. I 1849 - samme år som vi fik Grundloven - blev den blandt andet udvidet med en udsøgt spisestue, en udsøgt vinterstue samt en ekstra etage, så palæet nu er tre gange så stort som sin inspirationskilde på Møn. Endelig i 1864 blev Danmarkshistoriens måske dyreste tilbygning lavet, da en elegant vindueskarnap, hvorunder der er fuld kælder, blev føjet til biblioteket.

I dag tager ejendommen sig prægtig og imponerende ud med alt i den fineste stand og oceaner af plads. Det er næsten ikke til at forestille sig, at stedet i 90’erne gik under navnet ”Spøgelsesslottet” og var truet af nedrivning og forfald. Først i sidste øjeblik blev palæet reddet af en privat køber, som betalte restaureringen af egen lomme, og som udførte mirakler på ejendommen, der siden er ført helt tilbage til tidligere tiders storhed af den nuværende ejer.

200 år gamle træer

Som palæet ligger dér for enden af en lindealle, med et springvand på pladsen foran sig og midt i en 8.785 kvadratmeter stor park er det ikke svært at drømme sig de godt 200 år tilbage i tiden. Dengang blev det bygget som lyststed af Carl Wilhelm Raben, der ejede Beldringe Gods. Mange af de høje, flotte træer, som den fantastiske rødbøg og den ægte kastanje, kunne også findes i parken dengang.

Parken omgives i dag som dengang af Bellevue Skov. Fra adressen er der bare fem minutters køretur til Præstøs gode forretningsliv, gamle, charmerende gader og det hyggelige havnemiljø, som lokker mange turister til om sommeren.

Unikt palæ uden avlsbygninger

Alt i alt kan Bellevue, som palæet hedder, og hvorefter vejen er navngivet, præsentere 603 boligkvadratmeter fordelt over to etager dertil yderligere 281 kvadratmeter i kælderen, hvor der står et højeffektivt og avanceret oliefyr fra 2015, som kan fjernstyres via internettet. Det samme kan ejendommens videoovervågning, ligesom der er en fjernstyret smedejernsport ved vejen.

Som noget højst usædvanligt hertillands skæmmes palæet ikke af omgivende avlsbygninger. I stedet ligger der blot et godt, bindingsværksbeklædt udhus nært ved med yderligere 43 kvadratmeter til blandt andet brænde og anden opbevaring. Udhuset blev opført samtidig med palæet og er ligesom kælderen renoveret i 2019. Der er desuden nye døre og vinduer fra 2017 i palæets stueetage.

Udsøgte, originale detaljer

Når man træder op ad trappen, ind i hallen og gennem stueetagens to stuer, bibliotek og trappegang, vil man hurtigt få øjnene op for et væld af fine detaljer – som eksempelvis de oprindelige, træpaneler i stuerne og det flotte snedkerarbejde på trappen. De originale plankegulve kan desuden findes i to store stuer en suite, mens der er lyse marmorklinker i hallen og i gæstetoilettet.

To håndlavede kakkelovne står i hver sin stue. Den ene stue har morgensol, havestuen har middagssol, og spisestuen samt køkkenet har solen om eftermiddagen og aftenen. Dagen lang har man en fantastisk fornemmelse af lys og luft med højt til loftet, udsigt til parken og adgang til vinterstuen, som året rundt kan holde en behagelig temperatur. Den lave februarsol finder let vej ind ad palævinduerne, så rummet bliver dejligt lunt, mens den høje sommersol afskærmes af taget.

Rigt dyreliv i parken

Med syv værelser og to badeværelser giver førstesalen mange forskellige indretningsmuligheder. Man kan eksempelvis have både kontor- og soveafdeling. Særligt "master bedroom" er værd at fremhæve. Det består af tre sammenhængende værelser med gulvtæpper i ren uld fra 2017 og med specialimporteret tapet, der er magen til det, man kan opleve i Det Hvide Hus. Afdelingen har eget badeværelse.

I weekenderne, og når der er gæster på besøg, kan man oplagt søge ud i parken, der nyder godt af en stor fliseterrasse, og som ved nattefald oplyses af flere tidstypiske smedejernslygtepæle. Foruden blodbøgen og kastanjen er her også en amerikansk douglas, en hickory, flere andre sjældne træer og en lille dam med frøer og ænder. Indimellem kommer dådyr helt op til huset, ligesom både harer, egern, spætter, ugler og gøge holder til i og mellem træerne.

    Afstand til ...

    • Indkøb4 minutter
    • København60 minutter
    • Præstø by8 minutter
    • Sydsjællands Golfklub15 minutter

    Vil du kontaktes?

    Mægler

    • Anders Wøhlk

    • Ejendomsmægler MDE og DSE

    Andre besøgende har kigget på disse boliger

    • Salgsvurdering

      Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

      Bestil salgsvurdering
    • Kundeudtalelser

      Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

      Se kundeudtalelser