Astrupvej 4, 8370 Hadsten

Enestående liebhaverejendom med naturskøn panoramaudsigt

Hvis en gennemrenoveret og enestående liebhaverejendom med en fantastisk udsigt er drømmen, så kan den opfyldes på Langagergaard, som ligger smukt placeret på Astrupvej 4 nær Hadbjerg. Øverst på bakketoppen troner denne udsøgte bolig på 235 kvadratmeter, som tilhørende har spændende udbygninger og 1,5 hektar jord. Stedet lever i sandhed op til forventningerne hos den kræsne køber, som vægter beliggenhed højt, og der findes intet magen til i området.

Original charme møder moderne æstetik

For at bevare sjælen og charmen, er det blot ydermurene med murstensudsmykninger i gavlene samt de synlige bjælker inde, som står tilbage af det oprindelige hus fra 1874. Ovenpå skifertaget er der lagt ståltag, så alle bygningerne har samme, harmoniske udtryk, og alt andet er renoveret fra A til Z i perioden 2006-2012 med blandt andet ny kloakering, el og meget mere. Gennemgående prydes hjemmet af samme ens klinker og trægulve med gulvvarme overalt foruden matchende inventar fra HTH i køkkenet, på badeværelserne og skabene i værelserne.

Et fantastisk samlingssted til hverdag og fest

Planløsningen fordeler sig over to veldisponerede etager med skønne opholdsmiljøer i nederste plan samt to værelsesafdelinger på første sal. Husets hjerte er uden tvivl det storslåede køkken-alrum med loft til kip, som binder hele hjemmet sammen og emmer af wow-effekt, ikke mindst takket være kvisten foroven, der lukker masser af lys ind i rummet. Ydermere oplyses der med spots i loftet under førstesalens gangbro. De synlige bjælker bidrager til den imponerende helhedsfornemmelse, og de særlige lofter forbedrer akustikken. De stilrene køkkenelementer er toppet af en flot granitbordplade med siddepladser i barhøjde. Resten af rummets kvadratmeter kan nemt dedikeres til en spisesektion til middagsgæster, og derudover er der levnet rum til komfortable møbler i stuen med ideelle betingelser for at slappe af efter en lang dag.

Herlighederne fortsætter til resten af stueplanet og førstesalen

På hver side af det primære opholdsmiljø ligger der tilsammen tre indretningsvenlige værelser, et kontor, et praktisk bryggers samt to elegante badeværelser, hvoraf det største gør det lettere at implementere ekstra velvære i dagligdagen med et stort spabad, hvor der uden problemer kan sidde to personer. Førstesalen er ligeledes inddelt i to afsnit, der adskilles af gangbroen med kig til køkken-alrummet. Hvert af disse afsnit råder over en møblérbar repos samt et værelse.

Ud under åben himmel på det skønne udeareal

Den hævede træterrasse på omtrent 130 kvadratmeter har direkte udgang fra køkken-alrummet, så den tilfører huset et ekstra rum i sommermånederne med en perfekt, solrig orientering mod sydvest. Her kommer det pragtfulde vue for alvor til sin ret, hvilket kan nydes helt uforstyrret uden naboer tæt ved. Grunden på 1,5 hektar er overkommeligt anlagt med et anseeligt græsareal og en lille, idyllisk sø, og dertil kommer højbedene med køkkenhave og et fliseterrassemiljø.

Masser af muligheder i udbygningerne

Den regulære hal med to porte i forskellige størrelser råder over en grav til maskiner samt en mindre garage. Endvidere er der et rum, som for nuværende benyttes til hunde, men som kan omdannes til et værksted, samt et fyrrum med et oliefyr, der supplerer solcelleanlægget, hvilket selv veksler mellem energikilderne. Træbygningen på cirka 50 kvadratmeter er støbt med beton og indeholder løbegårde til hunde.

Et liv på landet, uden at gå på kompromis med nærheden til de daglige gøremål

Den ugenerede beliggenhed hører til blandt de absolut bedste i Favrskov Kommune med det betagende 360 graders udsyn fra toppen af bakken over åbne marklandskaber, så langt øjet rækker. Lokalmiljøet har et herligt fællesskab samt et godt foreningsliv, som tilbyder et væld af aktiviteter. Hverdagens fornødenheder nås efter få minutters kørsel i bilen i form af skole, pasningstilbud, idrætshal og indkøbsmuligheder. Pendleren tilgodeses endvidere af den hurtige adgang til E45-motorvejen, som nåes på blot 3 minutter. Til sidst er der 14 kilometer til randers samt 15 kilometer til Århus fra ejendommen. 

Afstand til ...

  • Aarhus C25 minutter
  • Aarhus N15 minutter
  • E455 minutter
  • Indkøb7 minutter
  • Randers15 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Thomas Langberg Kjærgaard

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre kigger på disse boliger

  • Salgsvurdering

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser