Bellevuevej 5, 2. TH., Bellavista, 2930 Klampenborg

Stilfuld lejlighed i Bellavista

Arkitekturkendere vil ganske givet nikke genkendende til navnet Bellavista, for ja, her er ganske rigtigt tale om en lejlighed i Arne Jacobsens arkitektoniske mesterværk. Ejendommen står som et fredet monument over den skandinaviske funkis-arkitektur, der hentede sin inspiration fra modernistiske ikoner som Le Corbusier og blomstrede i 1930erne. Med et soveværelse og to dejlige udsigtsstuer er lejligheden ideel til singlen eller et par, og både fra stuerne og den sydvendte altan har man en herlig udsigt til Øresunds blå bølger og Bellevue Strand.

Herlig arkitektur og originale detaljer i  fredet ejendom

Funkis-arkitekturen er kendt for de karakteristiske facader uden overflødig ornamentik samt store vinduespartier og hjørnevinduer, som lader lys og luft strømme ind. Bellavista er ingen undtagelse, og selvom arkitekturen er rodfæstet i 1930ernes tanker og idéer, fremstår ejendommen tidløs og tidssvarende. Ejendommen ligger som en hestesko med græsplæne i midten og åbning ud mod vandet, og beliggenheden er på fineste vis tænkt ind i bygningens udformning. Derfor har alle lejligheder altan ind mod græsplænen med uhindret havudsigt, mens bygningens hældning samtidig gør, at terrasserne er fri for indkig fra naboerne. Og på altanen kan solen nydes fra tidlig morgen til ud på aftenen. De store vinduespartier gør også lejligheden lys og luftig, ligesom havudsigten kan nydes fra lænestolen. De to stuer ligger i åben forbindelse, og gulvene er belagt med gennemløbende, original egeparket.

Lejligheden blev i 2013 moderniseret indvendigt med respekt og udgangspunkt i Arne Jacobsens oprindelige design. Eksempelvis blev der isat Vola-armaturer, nyt spejl og nye skabe i badeværelset, mens de originale fliser blev bevaret og det originale badekar fik ny emalje. Fordelingsgangen og det store soveværelse med skabsvæg har nydelige Arne Jacobsen-tapeter. Og lejligheden fuldendes af et lækkert Svane-køkken i massiv eg med stålbordplade.

En særlig ejendom med en særlig beliggenhed

Ejendommen byder på gode parkeringsforhold, og man får sit eget parkeringskort samt et gæstekort. Og selvom der er vaskemaskine i lejligheden, er her også fællesvaskeri og tørrekælder, ligesom her forefindes cykelkælder.

Ejerforeningen har netop gennemført et af Danmarks største renoveringsprojekter i forhold til udvendigt vedligehold, så ejendommen fremstår nærmest som nyopført. Der er således næppe behov for andet end  almindeligt vedligehold de næste mange år, hvilket afspejles i de lave fællesudgifter, der også nyder godt af ejendommens fredning. Ejendommen er blandt andet renoveret med nye facader, trappeopgange og vinduer.

Fra ejendommen skal man blot krydse Strandvejen, før man står på Bellevue Strand, som i sommermånederne inviterer til solbadning og svalende dukkerter. Her er ligeledes mulighed for at stævne ud i havkajakken samt gode muligheder for at købe en is.

Bellavistas nabo er Bellevue Teatret, som også er et produkt af Arne Jacobsens sublime pen, og hvor forestillingerne henvender sig til et bredt publikum. Ligeledes er der få skridt til Klampenborg Station, hvorfra Klampenborgbanen og Kystbanen giver nem og hurtig adgang til København og Helsingør. Nærområdet byder også på gode spisesteder som eksempelvis Den Røde Cottage og Den Gule Cottage. Ligeledes er her masser af muligheder for at nyde naturen, for her er kort afstand til de skønne og frodige naturområder ved både Eremitagesletten og Jægersborg Dyrehave.

Afstand til ...

  • Bellevue Strandpark5 minutter
  • Bistro Bellevue7 minutter
  • Jægersborg Dyrehave5 minutter
  • Klampenborg Galopbane10 minutter
  • Klampenborg Station2 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Anders Hansen

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre besøgende har kigget på disse boliger

  • Sælg min bolig

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser