Slotsgaden 14, Møgeltønder, 6270 Tønder

Historisk slægtsgård i Møgeltønder med erhvervsmuligheder

På én af Nordeuropas mest charmerende landsbygader finder man denne særegne ejendom, hvis historie kan dateres tilbage til 1734. Den klassiske æstetik er gennem årene bibeholdt på fornemmeste vis, og i kraft af de omfattende udbygninger foreligger et rigt potentiale for at drive forskellige typer af forretning med café i kombination med en bolig af ypperste beskaffenhed.

Møgeltønder og lokalmiljøet

Fra facaden præsenterer den gamle slægtsgård sig med et gennemført udtryk, der både vidner om den nidkærhed, hvormed stedet er passet, og hvordan stedets oprindelige stil er fastholdt. De røde murstensvægge ledsages mod vejen af et stråtag og en markant frontispice, i hvilken den smukke hoveddør er arrangeret. Hertil står de hvide sprossevinduer flot, og helhedsindtrykket korresponderer smidigt med den brostensbelagte gade og fortovet.

Følger man Slotsgadens lindetræer i østlig retning, støder man snart på Schackenborg Slot på venstre hånd, hvor man har åbnet for offentligheden i slotsparken. Tilsvarende er man placeret ganske tæt på Nationalpark Vadehavet mod vest - begge dele er med til at øge tilstrømningen af turister til området, der yderligere bidrager til at gøre det attraktivt at drive forretning.

Hvad angår de dagligdags fornødenheder har man i Møgeltønder adgang til skole og pasningstilbud, mens det resterende kan tilgås i Tønder cirka fem kilometer mod øst. Her gives et rigt handelsliv og indkøbsmuligheder, ligesom den offentlige transport er lettilgængelig.

Butikken og cafeen

I den vestlige længe af ejendommen ses et omfangsrigt, rustikt butikslokale, hvor der for nuværende er indrettet antikvitets- og livsstilsforretning. Den blotlagte tagkonstruktion underbygger den hyggelige stemning, og da der på stedet tillige findes et velindrettet industrikøkken og serveringsområder inde såvel som ude er mulighederne for at drive café i tillæg til det øvrige særdeles fremragende. Tilknyttet erhvervsafsnittet er endvidere store lagerrum.

Caféfaciliteterne blev etableret i 2013, hvor man samtidig indrettede to toiletter foruden et handicaptoilet til besøgende gæster, og to år forinden blev ladebygningen gennemgribende renoveret. I den forbindelse blev der udført forbedringer af fundamentet, afstivning af tagkonstruktionen samt lagt et nyt tag, mens også den forhenværende heste- og kostald fik udskiftet taget. Det samlede butiksareal anslås til omtrent 850 kvadratmeter, og forretningen har hidtil genereret en udmærket indtægt.

Sjælfuld bolig

Foruden det fremmelige erhvervspotentiale indeholder ejendommen en elegant bolig, der til stadighed byder på mindelser om stedets høje alder, og som rummer flere kuriøse elementer. Mest bemærkelsesværdigt er måske det Carsten Niebuhr-maleri, der er malet direkte på væggen i det nordøstlige værelse. Det er navngivet “Rejsen til det lykkelige Arabien”, og Nationalmuseet har tidligere udvist interesse herfor. Derudover bør også køkkenet fremhæves, da dette i vid udstrækning fremstår originalt med blandt andet en tallerkenrække, vitrineskabe og et indbygget standerur fra en ellers svunden tid. 

I samme ombæring som de allerede nævnte renoveringer i 2013 blev henholdsvis boligens badeværelse, gang og soveværelse renoveret med respekt for det oprindelige udtryk. Privatafsnittet består videre af tre stuer en suite og i alt fire elegante værelser, og som et generelt træk er hele herligheden kendetegnet ved en god loftshøjde og lyse, indbydende rum.

På grunden findes slutteligt en fritliggende staldbygning nærmest den fredsskov, der tillige hører til ejendommen, hvor det vil være muligt at etablere tre lejligheder - tegningerne hertil foreligger allerede. 

  • Udbygning 747 m² + 144 m²
  • Lade 225 m²

Afstand til ...

  • Indkøb3 minutter
  • Schackenborg Slot3 minutter
  • Skole, daginst. m.v.2 minutter
  • Tønder9 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Christian Ahm Pedersen

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre besøgende har kigget på disse boliger

  • Salgsvurdering

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser