Ulriksholmvej 17, Kølstrup, 5300 Kerteminde

Charmerende villa i engelsk cottage-stil

En ejendom med historie og masser af jord er, hvad man kan se frem til her i første række til Kertinge Nor. Dermed beriger en skøn udsigt stedet, og tilmed råder man over egen strandgrund, så omgivelserne udnyttes til fulde. Boligen imponerer også i sig selv med sin karakteristiske arkitektur, der i den engelske cottage-stil emmer af en særlig charme. Haven er tilsvarende fuld af atmosfære, og dertil råder man over et ekstra stykke jord. I samspil med den store garage er der mange muligheder på ejendommen for eksempelvis erhverv. Det er ikke uden grund, at ejendommens nuværende ejere har beholdt og værnet om stedet i hele 32 år. Ejendommen har i det hele taget i sin levetid kun været udbudt til salg en gang.

Herlighederne starter udefra

Man ankommer via en lang indkørsel, hvor en port med tilhørende lamper åbner for den runde gårdsplads. En skulptur markerer centrum, og ellers underbygger beplantningen allerede her den stil, som kendetegner ejendommen. Cottage-stilen er kendt for gedigent håndværk og har et flot, arkitektonisk udtryk, omend funktionaliteten blev tilkendt større værdi end æstetik. Det tilgodeser grundplanen, men man må alligevel også tilskrive det ydre en hvis charme. De gule mursten suppleres af sort bindingsværk, og frontispicen bibringer elegance til det røde, halvvalmede tag. 

Ejendommen har en hyggelig historie bag sig, for før den fine villa blev opført, var her nemlig frugtplantage. Et levn fra den tid er det charmerende lysthus, der er placeret i baghaven og har ligget her siden omtrent 1930. Efter sigende har frugtplukkerne i sin tid overnattet her under sommerens store høster. Nu udgør det lille hus en stemningsfuld detalje med de blå skodder og de hvide, sprossede ruder.

Haven er rig på lækroge og solspots, der ledsages af veltrimmet beplantning. Nærmest huset i mere struktureret form med bede og terrasser, mens den store plæne med buske og høje træer nærmest efterlader indtrykket af en park. Hertil er der egen petanquebane og en japansk inspireret guldfiskedam. Trumfen er selvsagt synet af havet, der aldrig bliver trættende.

Endvidere skal det ekstra stykke jord fremhæves, som åbner for en bred række anvendelser såsom eksempelvis dyrehold, udendørsaktiviteter eller noget helt tredje. Den store garage øger listen af muligheder qua den gode plads. Garagen har to automatiske porte, og i forlængelse findes et godt multirum med akustikplader i loftet og et betagende glasparti.

De indre rammer

Villaen er løbende vedligeholdt, og den er udført med gulvvarme i hele stueplanet. Sidstnævnte er hovedsageligt dedikeret til opholdsmiljøet, der udgøres af det rummelige køkken-alrum og stuen. Køkkenet er fra JKE-design og emmer af en nordisk æstetik med en funktionel opbygning. Der er udgang til terrassen fra alrummet, og videre imponerer stuen med det buede vinduesparti, hvis orientering mod sydvest sikrer et slående lysindfald.

Bryggerset har havedør og direkte forbindelse til garagen, mens der til slut forefindes et badeværelse med bruseniche.

Udsigten træder endnu mere prominent frem fra første sal, hvor ét af værelserne beriges af en altan, der vender direkte ud mod vandet. Hele to værelser mere af de resterende tre har også udgang til hver sin altan, og endelig byder etagen på et badeværelse med bruseniche og kar. Endvidere rummer hjemmet en række kælderrum.

Naturen i højsædet

På ganske få minutter træder man ned til vandkanten, hvor det er helt oplagt at lægge en båd til og glide ud på den stille vandoverflade. Ved den nærliggende præstegård er der tilmed kajakklub, så der er fine forudsætninger for at deltage aktivt i vandsporten. Stier langs de smukke omgivelser åbner for andre aktiviteter i det fri, ligesom der er flere skove tæt på. Det er en ganske særlig ro, der omgiver nærmiljøet.

Af mere praktiske faciliteter er der cykelafstand til Nymarken Skole og Børnehus, mens bilen når til indkøbsmuligheder på godt fem minutter. Endvidere er der blot lige omtrent ti minutters kørsel til Kerteminde og kun 20 minutter til Odense. Bilen rammer motorvejen på mindre end et kvarter.

  • Garage 48 m²
  • Udbygning 44 m²

Afstand til ...

  • Kertinge Nor0 minutter
  • Odense10 minutter
  • Rudolf Mathis10 minutter
  • Skole4 minutter

Vil du kontaktes?

Mægler

  • Jes Fald

  • Ejendomsmægler MDE og DSE

Andre kigger på disse boliger

  • Salgsvurdering

    Udover vores vurdering af prisen på din bolig giver vi dig en opdatering på markedet samt vores rådgivning om hvordan din bolig eventuelt kan salgsoptimeres.

    Bestil salgsvurdering
  • Kundeudtalelser

    Vi lever i vidt omfang af ”mund til øre”-metoden i form af henvisninger fra tidligere kunder. Hvis du ikke kender nogen, der har handlet bolig gennem LILIENHOFF, kan du her se hvad tidligere kunder har sagt.

    Se kundeudtalelser