Kontakt os på telefon 70 22 12 35
Ejendomsmægler til Trekantsområdet samt Sønderjylland i 2013
Lilienhoff søger en dygtig og engageret del- eller fuldtids ejendomsmægler fra primo 2013, der fra sin bopæl skal være med til at udbygge vores aktiviteter og servicere vores kunder i Trekantsområdet samt i Sønderjylland.Profil
Vi foretrækker, at du er uddannet statsautoriseret ejendomsmægler MDE, og at du igennem en årrække har bevist, at du er i stand til at skabe gode resultater indenfor både kommissionering og salg af boliger.
Flere af vores mæglere har tidligere arbejdet hos de større mæglerkæder.
Hvis du kan dokumentere gode resultater indenfor beslægtede brancher, kan du godt komme i betragtning, selvom du ikke opfylder uddannelseskravet.
Det vigtigste er, at du brænder for boligområdet, og at du har lyst til at beskæftige dig med kommisionering og salg af liebhaverboliger.
Du er selvstændig, udadvendt, moden, tillidsvækkende og en loyal holdspiller, der forstår at arbejde i et uformelt arbejdsmiljø, hvor det hverken er kortsigtede eller individuelle interesser, der varetages; men i stedet virksomhedens langsigtede målsætninger.
Du er omkring 25 år gammel eller mere. Det er ikke afgørende, men det vil være fint, om du har prøvet flere forskellige jobfunktioner eller hvis du har en uddannelse, som du har krydret med erhvervserfaring indenfor mæglerbranchen eller beslægtede brancher.
Du er bosat i den sydlige del af Trekantsområdet eller den nordlige del af Sønderjylland. Det ideelle vil være, at du bor i Kolding-området.
Du er den selvstændige type, som befinder sig godt dels med at have sin bopæl som base for sin dagligdag og dels med kun at have daglig kontakt med sine kolleger via telefon og email.
Du sætter pris på at arbejde i en flad virksomhedsstruktur, hvor alle medarbejderne er lige vigtige, og bidrager med at skabe den bedst mulige service for vores kunder.
Stillingen
For den rette medarbejder kan vi tilbyde en særdeles attraktiv stilling, hvor du kommer til at beskæftige dig med kommissionering og salg af liebhaverboliger. Tanken er, at du skal være Lilienhoffs nøgleperson i regionen.
Du vil møde mange interessante og farverige mennesker, som vil gøre din dagligdag meget afvekslende og spændende, og hvor dagene næppe ligner hinanden.
Du kommer til at beskæftige dig med kommissionering og salg på et meget selvstændigt og selvkørende plan, hvor du kan trække på virksomhedens øvrige medarbejdere i forbindelse med før- og eftersalgsfunktioner.
Efter en kort oplæring i hvordan vi gør tingene hos Lilienhoff, vil din dagligdag tage udgangspunkt i din bopæl. Med passende mellemrum deltager du i fællesmøder og mæglermøder i Lilienhoffs domicil på Fyn.
I dagligdagen vil du have meget (telefonisk) kontakt med dine kolleger, og der vil være rig mulighed for sparring med de øvrige mæglere hos Lilienhoff.
Vi tilbyder
Vi tilbyder en aflønningsmodel, som er baseret på provision og en garantiløn. Vores medarbejdere er omfattet af en pensionsordning hos Danica via Dansk Ejendomsmæglerforening.
Vi er medlem af Dansk Erhvervs barselsfond, og alle medarbejderne er omfattet af en sundhedsforsikring. Vi har en frugtordning, og de, der ryger, gør det udenfor.
Som virksomhed tænker vi langsigtet, og vi søger derfor en ambitiøs og målrettet person, som har de lange briller på og som drømmer om at blive Lilienhoffs nøgleperson i din region.
Vi lægger vægt på
Du kommer til at arbejde i en virksomhed, der gennem de sidste fem år har oplevet en markant udvikling og ekspansion i et turbulent marked.
Vi anser vores medarbejdere som værende den mest betydningsfulde ressource i denne udvikling, og det er meget vigtigt for os, at din personlighed passer til virksomhedens kultur.
Vi lever af tilfredse kunder, og den bedste omtale er anbefalinger fra tidligere eller nuværende kunder. Derfor er det altafgørende for os altid at yde en service, som er ud over det sædvanlige.
Vi lægger vægt på det personlige forhold til kunden, og vi mener det er vigtigt med meget hurtige tilbagemeldinger til køber og sælger. Derudover er vi altid på det rene med, at det for vores kunder er en af livets helt store beslutninger at købe eller sælge bolig.
Arbejdstid
Vi tilbyder en tidsubegrænset stilling.
Det vigtigste for os er, at vi finder den rette person, og derfor er det ikke afgørende, om du foretrækker en stilling på nedsat eller fuld tid.
Vi er tillige åbne overfor, at du begynder i en deltidsstilling og senere går op i tid svarende til en fuldtidsstilling.
Ansøgning
Stillingen ønskes besat primo 2013. Du bedes sende din ansøgning og CV som word- eller pdf-fil til Hans Lilienhoff på hans@lilienhoff.dk.
Vi vil gerne se dokumentation for opnåede resultater samt eventuelle referencer og udtalelser fra tidligere arbejdsforhold. Vi garanterer dig, at enhver henvendelse vil blive behandlet med den allerstørste diskretion.
Vi afholder samtaler løbende, og derfor opfordres du til hurtigst muligt at sende din ansøgning af sted.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Hans Lilienhoff på 7022 1235.
Der vil tillige være mulighed for, at du kan komme til uformelt at ringe til en af vores øvrige mæglere, som arbejder hjemmefra, såfremt du skulle have lyst til at høre om, hvordan dagligdagen for en Lilienhoff-mægler med regionalt ansvar opleves.
Om Lilienhoff
Ejendomsmæglerfirmaet Lilienhoff A/S er et statsautoriseret ejendomsmæglerfirma, der er medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening. Virksomheden, der blevet stiftet i 1974, har specialiseret sig i salg af eksklusive og attraktive boliger.
Lilienhoff er et uafhængigt ejendomsmæglerfirma, hvilket vil sige, at virksomheden hverken er ejet af en bank, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab, ligesom Lilienhoff heller ikke er med i nogen kæde af ejendomsmæglere.
Virksomhedens vision er at skabe Danmarks bedste markedsplads for attraktive boliger.
Lilienhoff har fokus på partnerskab med boligens sælger gennem tillidsvækkende og troværdig rådgivning og service før, under og efter salget af boligen.
Samtidig opfylder virksomheden køberens drømme gennem synliggørelse af boligens potentiale og attraktive egenskaber.
Lilienhoff er baseret på stærke værdier udtrykt ved følgende nøgleord:
Ud over det sædvanlige
Ordentlighed
Nærværende
Vi tilpasser os
Købmandsskab
Virksomhedens domicil er placeret midt i landet på den smukt beliggende gård Ørskovslund, der ligger på Fyn mellem Nyborg og Odense.
Hvert eneste minut døgnet rundt bliver der vist fire boliger frem på www.lilienhoff.dk, hvor de mulige købere kan nyde omkring 65 billeder af hver bolig.
Du kan læse mere om Lilienhoff hér.





